For en uge siden, hørte jeg mig selv udtale: "Ja, jeg glæder mig faktisk til at begynde på arbejde igen. Jeg har haft ferie nok nu".
Hvad helvede havde jeg sniffet? Sindssyge kvindemenneske. Gu' har jeg ikke haft ferie nok. Jeg kunne uden problemer bruge en uge mere!
I morgen tidlig skal jeg op kl. 05:50.
05:50?!
Det er det tidspunkt, hvor jeg i ferien plejer at tisse, hvorefter jeg skrider i seng igen og puttehyggesover mindst tre timer mere.
Og fra i morgen skal jeg så vækkes af det lede vækkeur midt om natten. Næsten.
Nå, men det kan jo ikke være anderledes. Og i det mindste har jeg et job. Det skal man heller ikke glemme at være taknemmelig over.
Og mellem os, så er det slut nu! Slut med ferievanerne! Føler jeg har taget 50 kg. på. Så nu bliver jeg nødt til at smide håndklædet i ringen og dedikere indlæg herinde til projekt "Grease Frightening".
Jeg bliver åbenbart nødt til at kyle min sårbarhed og mit ynkelige jeg ind som indsats med risikoen for at blive landets største taber for åben skærm, hvis jeg ikke kan opretholde en rygrad.
Jeg er 40 år. Det er fandeme nu der skal gøres noget, så jeg kan stoppe med at hade (og med god grund) min huds elastiske formåen.
Jeg ved sgu ikke hvordan jeg skal forklare det, men kender I ikke den fornemmelse, at man kigger sig i spejlet og ser noget der mest af alt minder om Madam Skrald fra Fragglerne - bare uden tøj på?
Uformelig - bizar og besynderlig.
Og hvor man ligesom glider ud af sig selv og ser sig selv fra oven og indser, at nu bliver man fandeme nødt til at gøre noget - med mindre man vil ende på en el-scooter med hofterne og røvballerne hængende ud over kanten.
Så jeg har intet valg. Jeg er nødt til at begynde at skrive om min vej mod et mere normalt bmi. Offentligt. Fordi det hjælper mig at få tankerne ned på skrift, men også fordi jeg virkelig er nødt til at føle, at jeg skal stå skoleret.
Så ja...det er hvad der kommer herinde fremover. Blandet med det sædvanlige hverdagsvanvid, selvfølgelig.
Men dagens plus er dog, at jeg trods alt ikke er nået dertil endnu, hvor jeg poster selfies på samme måde, som visse kvinder i singlegruppen.
Ærligt talt....kald mig en bitter mavesur kost, men jeg synes fandeme det er grinagtigt at se voksne kvinder kyle det ene billede efter det andet op til offentlig skue - med fuldstændig overdreven grim trutmund, som mest af alt ligner en anusåbning, som nægter at samarbejde med en gang Roskildesyge. Fuldstændig anstrengt.
Hvorfor gør voksne kvinder sådan noget? Synes de selv det ser naturligt ud? Og hvad fanden sker der for de (også voksne) mænd, som sidder og savler i kommentarfeltet? "Fræk mund" - "Den mund kunne jeg godt kysse!".
Virkelig?
Jeg foretrækker at kysse en mund med bløde afslappede læber. Ikke en sammensnøret hård masse, som sikkert mest af alt føles som et semi-fladt cykeldæk.