fredag den 6. februar 2015

Man bliver aldrig for gammel til at elske sine forældre

Okay...det kan godt være, at jeg fylder 40 år, næste gang jeg har fødselsdag. (Hvilket jeg slet ikke har krise over - underligt nok?) Men når influenzapylleren sænker sig over mig, er det stadig bare pisse trygt og dejligt at få lidt omsorg fra sine forældre.

Så det ringede jeg og bad om i dag.

Få timer senere, parkerede den lille Peugeot ude ved kantstenen med en pibende lyd, da venstre forhjul gnubbede sig lidt ind mod kanten -  og de to elskelige nisser steg ud.
Og så fik jeg stukket bilnøglen i hånden, så jeg kunne få slæbt varer hjem, uden at skulle vakle pukkelrygget hjem på gaden med armene strukket i smadder pga. overlastede indkøbsposer.

Pisse søde er de!

Ej, men det er de virkelig. De elsker hinanden og de elsker alle deres katte - som engang var vildkatte, men som nu alle er på p-piller - og som hver nat får lov at sove i dobbeltsengen.
Med jævne mellemrum tikker der en mms-besked ind med et lidt mørkt og grynet billede af en kat - efterfulgt af en kort, men præcis tekst: "Se dem lige. Er de ikke søde?" eller "Så er der missebillede".

De har fandeme fattet, hvad meningen med livet er. Nemlig at finde glæde i hverdagen.

Så de ankom i dag. På samme måde som altid. Med små gaver og ting, som de har haft liggende og som de ved, at jeg og teenagerne vil sætte pris på. Plus en stak ugeblade. Og køkkenting fra deres lager, som de har bygget op gennem tiden, hvor min far arbejdede hos Raadvad.
Og når de er her - når vi sidder i sofaen - når min far nægter alt om at have haft fingerene i min computer og forsøgt at tænde den, mens jeg var i Føtex (han går i ALT elektronik. En dag fandt jeg selfies af ham på min tablet. Selfies, som han vel at mærke ikke selv var klar over, at han har taget.) - når de bare er her, så kan hele verden fandeme bare komme an. Så bliver det bare lidt nemmere at have influenza og stress og katastrofetanker og lavt selvværd. For så er det lidt som at være barn igen. Bare lige lidt, Trygheden er i hvert fald omfavnende stor.


Nu er de trillet hjem igen. Hjem til alle deres katte, som ligger og sover på mit gamle værelse. Jeg vil vædde med, at der har været tændt lys i hele hytten, så indbrudstyve ikke har følt sig fristet til at bryde ind og gå igen og lade døren stå, så pelsdyrene kunne løbe ud.
Og jeg ligger under tæppet med effekten af et lidt for stort indtag af rosenkål - (ville uden problemer kunne puste 16 stearinlys ud på én gang) - og føler mig skide heldig over at have de mennesker i mit liv.

Det er faktisk mere end okay.


Dagens eneste nedtur:
Da jeg stod i køen i den lille købmand og da jeg hostede og en hylende tone fes ud fra mine strømpebukser - og personen foran mig udbrød: "Nå da?".
Kan stadig mærke skammen prikke i mine kinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar