mandag den 11. februar 2013

Crappy Valentines Day

Gråstænkts ældste datter, spurgte mig i weekenden: "Går du op i Valentines Day?"
Jeg svarede pr. refleks nej, men kunne bare mærke m. det samme, at jeg pivløj.

Faktisk går jeg ikke op i det....i starten. Der hyler jeg m. i koret om, at det er noget sukkersødt opstillet amerikansk fis. Men jo mere folk så snakker om det, jo mere begynder jeg at dagdrømme. Om roser, chokolade, ansigtsbehandlinger, fodmassage, massage og frieri. Og inden jeg får kigget mig om, har jeg hidset mig selv op, og bildt mig ind, at G. da selvfølgelig har noget i ærmet.

Så jeg afventer. Pissespændt. Mens jeg udadtil lader som om, at jeg ikke engang aner hvilken dato dagen finder sted.
Og så oprinder dagen. Og G. havde noget i ærmet.












Sin arm.



Og så skal jeg sateme love for, at selvmedlidenheden sætter ind. For fuld styrke. Svarer måske i énstavelsesord, mens jeg svælger over andre kvinders held og gaveregn, som de lystigt viser frem på Facebook.
Kommer til at tænke højt. "Årrhh...hvor har hun da bare en god kæreste!" - "Nårhhh...hvor er hendes mand dog sød!" Og når G. så spørger hvad jeg taler om, sætter jeg en tapper, men dog lidt ulykkelig mine op, og svarer: "Århh...jamen, det er ikke noget. Det er bare Rikke og Anne, som har fået de sødeste Valentines gaver".


Kæft, hvor er jeg dog storslem. Og jeg kunne jo selvfølgelig bare selv starte traditionen herhjemme, og give ham noget.
Det mest latterlige er, at jeg faktisk langt langt hellere vil overraskes en helt almindelig hverdag. Men min hjerne samarbejder bare ikke rigtig d. 14. februar.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar