onsdag den 10. december 2014

Rødhætte uden filter

Kender I det, at man på et tidspunkt bare får nok? At man bare har lyst til at sænke øjenbrynene og smække døren i flere gange i træk, fordi lyden af det virker forløsende, jo højere braget er?

Nogen har fortalt mig en hemmelighed og bedt mig tie stille med det. Og det gør jeg så.
Med mindre en af mine venner fortalte mig, at de var efterlyst af politiet, fordi det faktisk var dem der var den berygtede massemorder fra Næstved Storcenter, så holder jeg kæft. Der er jo en grund til, at det kaldes en hemmelighed.
Men det betyder virkelig bare ikke, at jeg har det glimrende.

Jeg er ligesom en person, som har været udsat for så meget stress i mit liv, at mit mentale jeg, har taget skade af det. (Til det bedre, vil nogen måske ligefrem mene). Og så spiller det bare ikke med mit bekymrings- og stressfilter, at jeg får trukket ekstra ned over hovedet. Kan jeg mærke...
Der skal kæmpes lidt ekstra for julestemningen. (Men den er trods alt så integreret i mit sind, at jeg aldrig glemmer at elske julen).
Og nu er jeg så vågnet for et par timer siden. Med verdens ledeste kvalme og mavepine. Og mavesyre i så koncentreret form, at jeg kunne spytte i et stoppet afløb og på et minut skabe fri passage.

Jeg har bare fået nok.

Er blevet plantet i en situation, som er lige så beroligende for mit stressbarometer, som en rød klud og et spyd er for en tyr.
Æder mavepiller ad libitum for at holde den værste svien i skak. Har alt for mange spekulationer, og tuder lidt for meget, når ingen ser det.
Årh, hvor gad jeg godt trække stikket ud et par uger og bare koncentrere mig om de små ting, som pludselig er store ting og ting, som i sidste ende er det der betyder allermest.

Jeg er så træt af at rende rundt og lade som om, at alting bare er honkydonkeyswell, når det i virkeligheden føles som et kaos og når det rent faktisk aktiverer alle de stressknapper, som der helst ikke skal trykkes på og efterlader mig med en følelse af, at jeg er blevet rystet og voldspinnet rundt i verdens ondeste forlystelse.

Jeg er træt træt træt. Og pisse træt af at bruge endnu en nat på at ligge og tænke og få afsyret indersiden af min mavesæk.