mandag den 29. august 2016

Stor, strunk og lang. Og lige på kanten til at være en narrefisse

Nå – så er det ved at være lige op over, hva'?

Verdens længste forspil er ved at nå sit klimaks. Udløsningen er så tæt på, at vi næsten kan smage den. (Og mellem os; sidste holdbarhedsdato er tæt på at være overskredet. Det begynder at få en snert af hengemthed og gammel brie).
Og enhver 8600-borger med respekt for sig selv, render rundt og sitrer i kroppen og skal tage sig gevaldigt sammen for ikke at brøle et: “SÅ KOM DOG MED DEN!” ud over søerne og i et stemmeleje så højt, at Hjeljemor slår forskrækket ud med bagenden.  


M-o-t-o-r-v-e-j-e-n!


Stor, strunk og lang. Og lige på kanten til at være en narrefisse. I hvad, der minder om en menneskealder, har der været lagt op til det helt store knald. Men så fes det hele ud i sandet og i Gudenåen og folk endte i stedet i et værre skænderi, fordi man ikke kunne blive enige om hvilken retning, den skulle penetrere i.
Men lige pludselig tog nogen sig sammen og nu skal jeg da love for, at der ingen smalle steder er og at kondomet er rullet på. Der er lagt op til intet mindre end et gangbang af de helt store.
Motorvejsgudstjeneste, motorvejsløb, håndcykler, rulleskøjter, rulleski, motorvejsgang, besøg af verdens lækreste frømand, sejlture, koncerter, champagne-cruise, jazz-cruise, rafting, mere sejlads, parkour, klatrevægge, hoppeborge, vinfestival (min absolutte favorit), motorvejsgolf, street festival, gourmet-rally, fiskens dag, helikopterture, teater, tivoli, cirkus, roadracing og en nyindspilning af ”Cars”, hvor gravkøer (hedder de ikke det i flertal?) og andre maskiner indgår i en gribende fortælling om motorvejens fødsel og tidlige opvækst.

Fortællingen hedder ”Vejen”, hvilket er pænt enkelt, må man sige. Der er sgu ikke noget pis der eller pakken ind. Og man kunne måske have ønsket, at de selvudnævnte vejkonger kunne have opført sig lige så normalt, i stedet for den pinlige børnehave, der har været vedr. motorvejens nye navn. Men det er nok noget der følger med, når penisstørrelser og egoer mødes.


(Hvad kom den egentlig til at hedde? Jeg må sgu indrømme, at jeg opgav at følge med til sidst. Stanken af hankattestrint og afmærkninger blev simpelthen for kvalmende og pinlig).


Jo, det er ganske vist; motorvejens åbning bliver fejret og sat i fokus. Selv hjernedøde snotunger, der tydeligvis manglede ilt frem til 5-års-alderen, valgte i sidste uge at tage forskud på festlighederne ved at slæbe deres underudviklede mentale jeg hen på motorvejsbroen med sten i deres grimme hænder. 

Seneste rygter lyder på, at der vil blive foretaget ændringer i ordbogen. Under ”A” for antiklimaks, vil der komme flg. tilføjelse:

Antiklimaks – substantiv, intetkøn eller fælleskøn
- følelsen Silkeborgenserne gennemlevede efter motorvejsåbningen d. 11. september 2016


Men glædelig udløsning. Happy honking. Husk at holde afstand. Brug blinklyset. Hold til højre. Må det blive det hele værd og må I kunne mærke det i skrævet og i kroppen hele den efterfølgende uge. Og kan vi så komme tilbage til hverdagen igen, tak.

Når alt kommer til alt, så er det trods alt bare en vej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar