mandag den 8. december 2014

PMS-hætte Vs. Sundhedssøn

Drengen er lige kommet hjem fra sin far. Og er gået i køkkenet for at inspicere samtlige køkkenskabe og smide det ud, som han mener er sundhedsskadeligt.

"De er lidt tøøøøørre....ogsåååå dem heeeer....*lyden af ting der bliver dumpet i skraldespanden*....og en meeeeeeere....*lyden af et dybt suk*.....hrmm....og dem heeeeeer".



Nu ved jeg godt, at der sidder nogen og tænker: "Sig mig, er hun bare et gennemført svin?" Og nej, det er jeg ikke. Jeg spiser bare ikke så meget, når teenagerne er på weekend hos deres far. Og må jeg forsvare mig selv og sige, at brød fandeme ikke er hvad det har været. Det mugner jo inden man er kommet hjem med det fra supermarkedet. Er garanteret besparelser på tilsætningsstoffer.


Hvor er jeg dog gnaven i dag. Skyldes nok også, at jeg er møgnervøs fordi jeg skal i radioen. (Og nej, jeg skriver netop ikke hvornår. Helt bevidst).
Jeg bliver garanteret en fiasko. Buh'et ud af byen.

Det lyder jo så let, når andre gør det.

Men...jeg HAR jo lyst. Fordi de er skide søde deroppe. (Og efter den julefrokost, kan man vist slå fast med syvtommersøm, at de under alle omstændigheder har set mit sande jeg...Ej altså...det var jo fordi jeg ingenting havde spist, at alkoholen slog lidt hårdt.).
Men jeg er bare virkelig sikker på, at jeg ender med at indhalere mikrofonen af skræk og kommer til at lyde som en udviklingshæmmet, der sælger telefonsex.