Så blev det officielt i dag med sedler i ruderne og opslag på de sociale medier. Firmaet skifter adresse fra nytår.
Ud hvor frøerne bor - ud hvor kragerne holder kaffepause - ud i en golfklub og dermed hej til restaurant-branchen og lave mad på tid. Og hej til mig bag en bar. Det bliver Danmarks mest skummende fadøl.
Det vigtigste er jo at man kender kollegerne og at man véd, at stemningen er god. Selvfølgelig er det da det. Det er heller aldrig nogen skade at skrive flere erfaringer på sit cv. Og det bliver bestemt rigtig spændende.
Men - for ja...for en tryghedsnarkoman som mig - er der et "men". Jeg kommer sgu da til at savne kvarteret. Og mest af alt kunderne. Man kommer jo for fanden til at kende dem og holde af dem. Der var sgu da sådan lidt "Sams Bar" over stemningen.
Sometimes you want to go..
Where everybody knows your naaaame,
and they're always glad you caaaaaame.
Nu har jeg jo vidst det et stykke tid og har vænnet mig til det. Men så kommer kunderne i dag. Nærmest i kø. Oprigtige kede af, at vi lukker ned på adressen. Og så bliver jeg mivpiv. Det gør jeg sgu. Og har pludselig SLET ikke vænnet mig til det.
Og man ved bare, at man bliver savnet, når der står en flok skolebørn ude på fortovet og læser opslaget og laver sur mund og "loser"tegnet ind gennem ruden.
.jpg)
(Okay, det var så en test mod min aktuelle pms...Gider du da lige, snotunge?!) Men jeg smilede selvfølgelig bare med blottede tandhalse. For der er jo en sød tanke bag taber-tegnet.
De elsker jo vores mad. Og de elsker, at vi tør tage pis på dem. Og at vi tør være kærlige. Og endda semi-fortrolige.
Øv, hvor kommer jeg til at savne dem. Og med pms oven i hatten er elendigheden da komplet. Kom til at hvisle et "nu stopper I fandeme...jeg hader jer lidt i dag", da telefonen ringede for 61. gang. Men det er jo bare fordi det er så skide tæt på lige pludselig.
Jeg skal aldrig være selvstændig. Er dømt til en fiasko på forhånd, fordi jeg som oftest handler med hjertet.
