Når man nu har været "velsignet" med nogle år i sit liv, som har foregået lidt i en glasklokke pga. nogle mentale skrøbeligheder, der lige skulle stives lidt af - hvordan er det så at vende tilbage til samfundet?
Altså, jeg ved det jo. Nu. Og ingen tvivl om, at det er fantastisk at være ude af alt der hedder sygedagpenge og lign. Men det er faktisk også svært at finde sin plads nogle gange. Især når man er skruet sammen med et selvværd, som aldrig rigtig helt blev udviklet, som det burde.
For når man går hjemme som sygemeldt, har man jo alverdens tid. Især til at tænke. Hvilket virkelig bare slet ikke er sundt. For alle ens tænkte problemstillinger blev sgu ret let til en selvopfyldende profeti - udelukkende fordi det på én eller anden måde var blevet en sovepude. Ens sygemelding. Hvis noget gik galt, kunne man jo altid bare læne sig op af "jamen, det er faktisk også fordi jeg har en depression".
Og det gjorde jeg faktisk. I hvert fald en periode. Det var jo det nemmeste.
Men for fanden...hvornår er der tale om depression, og hvornår er der tale om at bare være i live?
Det har jeg tænkt en del over på det sidste. Altså, nu har jeg været i arbejde et stykke tid, og jeg er heldigvis kommet ind i en normal hverdag. (Hvad normal så end kan kategoriseres som). Men jeg har da dage, som jeg bare ville ønske kunne soves væk. Som f.eks. lige for tiden.
Jeg synes sgu det er lidt op ad bakke disse dage. Føler mig lidt mindre værd - føler mig på ingen måde god nok - føler mig usikker - føler mig frustreret og trist over at jeg ikke er god til alt. (Herregud...hvem er lige det?)
Men hvad skyldes det?
Første tanke var: "Ej, vel? Jeg skal ikke ryge ned igen".
Anden tanke var: "Jamen for fanden, Hætte. Der er vel ikke noget galt? Du lever vel bare lige midt i livet?"
Og jeg holder mig til anden tanke. Det er det fedeste. Også selv om det ikke tryller mig i godt humør med et snuptag.
Men det er jo bare livet. Nogle dage suser man ned af vandrutchebanen, som var man smurt ind i olie og vaseline. Andre dage tørhumper man ned.
Men man kommer jo for pokker ned. Og det er vel det der betyder mest i sidste ende?
Man skal bare lige vænne sig til en ny livsstil. Groft sagt. Og lære, at livet altså også kan gøre naller, uden antidepressiver og at det faktisk er helt normalt at have dage, hvor man føler, at det er alle mod en og hvor man føler sig som en fejlproduktion - og hvor man egentlig har mest lyst til at lave en flugt fra Billund lufthavn og skride, indtil alt er godt igen.
(Eller alternativt bare gemme sig i kælderen...emo-style). Det er jo bare en del af at være et menneske med følelser og personlighed. Og en puls.
Og faktisk føles det bedre at sige: "Hey, jeg har en lorte periode. Der er sgu lidt for få gear i livet disse dage og lidt for mange bakker. Men jeg skal nok nå over dem. Det bliver ikke i den gule førertrøje, men jeg kommer!" fremfor at sige: "Jamen, det er også fordi jeg er lidt skrøbelig. Og jeg har faktisk en recept der kan bevise det".
