torsdag den 8. august 2013

Noget om cykelteknik

Er jo begyndt at cykle igen. Og lad mig sige det på denne måde: Jeg kan godt mærke, at det er alt for længe siden sidst.
Bare ved den mindste stigning, er jeg tæt på at flatline.

Men det er ikke det værste...

Det værste er, når man er på vej op af en bakke/stigning/vejbump, og hvor benene syrer så meget, at det nærmest snurrer i storetåen, og hvor man puster mere end en tysk pornoskuespillerinde, som bliver fistet i begge huller.
Og så møder man andre mennesker. Og vil jo bare under ingen omstændigheder lade dem vide, at man er så tæt på intensiv afdeling, som man kan komme.
Så mens man cykler forbi dem, holder man vejret. Og smiler stift.
Og det er bare ikke sundt. For lungerne har næsten vendt vrangen ud, og hjertet dunker lige så hurtigt og larmer lige så meget, som hvis man har fået en sten i forhjulet, og kører m. 163 km/t på motorvejen.

Men man vil jo ikke lade de forbipassende vide, at ens liv er ved at passere revy. Vel? Så man fortsætter m. at holde vejret, og så er det at ubehaget breder sig. Man får tissetrang. Og ærligt talt; hvem fanden er det, at man prøver at narre? For det kan da ved gud ikke være et kønt syn, når der kommer en Rødhætte oksende op ad en bakke m. 1½ km/t, knaldrød i hovedet, svedperler på overlæben, desperate øjne, stift smil, og balder der ihærdigt rokker fra side til side på sadlen.

Jeg må tror måske ikke lige, at de tænker: "Hold da op...Hun nyder da vist at cykle". 

Men stopper det mig?


Nej.

Jeg fortsætter da m. at cykle m. tilbageholdt åndedræt, som kun diskret bliver lukket ind og ud gennem næseborene.
(I virkeligheden lyder jeg nok nærmere som en forkølet søløve). Og i dét øjeblik man har passeret dem, så lyder det jo fandeme som om man er ved at punktere, og at én eller anden holder et halvhjertet greb om hullet.

Selvbedrag.dk





Ingen kommentarer:

Send en kommentar