lørdag den 2. februar 2013

Mon dieu, Henri

Prins Henrik er i gang igen. Giver ikke op. Vil være konge af Danmark.

Ærligt talt, jeg stemmer for! Det gør jeg sgu. En konge der elsker rødvin. What's not to like?
Og ærligt talt...kunne vi ikke unde ham det? Manden er trods alt ikke ung længere, så det er jo begrænset hvor mange år han kan nå at sidde på tronen, inden hans rødvinsmarinerede krop giver op.
Og burde vi ikke tænke på alternativerne? Hvis historien havde ændret sig, så ville vi have haft Inolf som konge. Forestil jer lige hvilket kongehus vi ville have haft.

Gad vide hvordan resultatet ville have set ud, hvis Ingolf og Margrethe havde fået børn sammen?




Nå...

Er stadig i en form for chok efter regning i postkasse i går. Gider ikke tænke mere på det denne weekend. Har jeg besluttet mig for.
Hysterianfald og tudetur i går udmattede mig så meget, at jeg sov i 10½ time. Vågnede m. følelsen af at være lammet i venstre side, så piskede op ad trapperne og ud på badeværelset for at lede efter flåt på kroppen.
Men alt var som det plejer: Blegt, blødt og ufatteligt grimt.
Og apropos ufatteligt grimt, så er alt nok også som det plejer i aften, når DR1 blænder op for børnenes melodi grand prix.
Hvem var det der fik den geniale idé at bilde børn ind, at de da sagtens kan synge? Husker tydeligt, at jeg gik til kor i folkeskolen, og hvor vi stillede op i en lokal konkurrence, hvor skoler fra hele byen skulle dyste i en form for MGP.
Vi troede jo fandeme selv, at vi var de nye store stjerner. Og for mit vedkommende, var det da enormt stort da vi skulle i et studie og indspille vores sang, så den kunne blive sendt ind til konkurrencen.
Jeg så enormt mange musikvideoer i dagene op til. Og øvede mig i at stå m. høretelefoner på, og holde m. højre hånd på ørebøffen, mens jeg sang. For det havde jeg jo set i "We are the world" musikvideoen. Kan huske at jeg nærmest så mig selv som Cindy Lauper.
Og mellem os: Det var verdens værste sang. Og verdens værste kor.
Men vi vandt faktisk konkurrencen. Og jeg husker tydeligt, at jeg i dagene derefter faktisk forventede at blive stoppet på gaden. Følte mig i dén grad som en stjerne.


Hold kæft jeg var et mærkeligt barn!

Nå, men aftenens MGP: Skal i dén grad IKKE se det. Men har på samme tid en usigelig trang til at gøre det, så jeg kan fortælle sandheden om aftenens børn. Når nu deres forældre ikke nænner at fortælle dem sandheden.
Og nej, det er ikke for at være ond. Men ærligt talt, og hånden på hjertet og alt det der: Hvornår har I sidst mødt et barn, som sang helt fantastisk? Bortset fra Simone. (som godt nok er blevet voksen)