Hun har praksis et godt stykke fra min bopæl. Faktisk i en helt anden kommune. Og i et helt andet amt.
Det er et levn fra dengang jeg boede hjemme, og ærligt talt, ikke? Når man endelig finder en læge, som ikke finder den store sprøjte frem, og afliver én når man m. hypokondertendenser endnu engang sidder hos hende, og næsten spørger hende om hun har nummeret til bedemanden, så skifter man hende ikke ud. Så sød og overbærende, hun er.
Nu skriver jeg godt nok hypokonder, men det er ikke helt korrekt. For hypokondere er vel dem, som insisterer på at fejle noget?
Det gør jeg sgu ikke. Tværtimod. Så egentlig lider jeg af sygdomsangst.
Pænt belastende, skulle jeg hilse at sige. På en dårlig uge, kan man jo opnå at have kraftig mistanke om at have raget 7-8 sygdomme til sig.
Før "Knæk Cancer" kampagnen, anede jeg ikke at man kunne have kræft i tårekanalen. Hvilket er noget skidt, at jeg fik at vide. For der gik da ikke ret længe, før jeg havde lidt irritation i øjenkrogen.
Det glemte jeg så igen et par dage senere, da der var fokus på modermærkekræft. Fik nærmest hold i nakken af at nedstirre modermærke bag på skulderen.
Og så var der pludselig snak om meningitis. Og gæt hvem der pludselig havde en let nakkestivhed? (Stammer muligvis fra min nedstirren af modermærke...)
Ej men for fanden, det er pisse invaliderende og sølle...
Nå, men jeg skulle jo altså ud på en lidt længere køretur i Bjarne. Som er blevet midlertidig helbredt.
Han er svejset lidt sammen, men der er noget galt m. højre forhjul. Det er ikke helt lige. Så det føles lidt sjovt at bremse.
Nå...men der er jo kommet motorvej på strækningen. Dét ville jeg jo ikke byde Bjarne-bilen. Trods alt. Så jeg tog den gamle vej. Som plejer at være stærkt trafikeret.
Det kan man ikke just påstå, at den er længere...
Tror jeg mødte maks fem biler.
Dog blev det til én kraftig ombremsning. For da det havde gået op ad bakke et stykke tid, og da Bjarne endelig havde passeret de 70 km/t, så måtte jeg hurtigt få kværnen bragt til standsning.
Jeps, togalarm.
Det passede fint. Så kunne jeg få hostet igennem, og pudset næse.
Og prise mig lykkelig over, at bremserne trods alt virkede. Nåede faktisk lige at få et sug i maven,og tænke: Pis pis pis! Jeg dør m.snot i næsen.
Men så kom jeg i tanke om, at her i byen og omegn, ryger bommene ned sådan ca. 8 minutter, før Arrivas Dublo-tog kommer drønende forbi.
Og her det sidste stemningsbillede fra hovedvejen.
Og det var så dagens udflugt. Jeg er hjemme under dynen igen. Med enorme mængder selvmedlidenhed.
Hvis der sidder én derude med et mirakelmiddel hos snot og hoste, modtager jeg gerne m. kyshånd.
