tirsdag den 16. oktober 2012

Mit maskuline jeg.

Indrømmet, jeg er ret imponeret over de kvinder, som bare er så lydløse. Og yndefulde. Og som ligner en skrøbelig fin lille fe.
Når de nyser, lyder det som en lillebitte laserstråle.
Når de tisser, lyder som som en lillebitte rislende å.
Når de har lavet mere på toilettet, kan man ikke lugte det.
Og hvis de prutter, er det kun når de er langt ude i skoven. Alene.

Og så er der sådan nogen som mig. Som mest af alt kan sammenlignes med en mentalt underudviklet ræv m. motoriske problemer. Som falder, vælter ting ned, går ind i møbler.
Når jeg nyser, udspiler mine næsebor sig grotesk meget, og bliver nærmest til en grotte. (Sesam sesam, luk dig op).Og så kommer der simpelthen et tryk helt nede fra tæerne af, som larmer og rykker i hele kroppen. Jeg har faktisk præsteret at få et smæk i ryggen, som følge af et stort nys. (Og adskillige klatter på computerskærmen...fordi jeg ikke har kontrol over det).



Når jeg tisser, lyder det som en mand der står og sigter direkte ned i vandet i kummen.
Med undtagelse af når jeg forer kummen m. toiletpapir. Hvilket jeg engang gjorde på en date. Og det lykkedes. Ingen kunne høre jeg tissede. Ikke engang mig selv. Til gengæld stoppede toilettet så bagefter...Og så måtte jeg have hånden ned. Og så var det ligesom om at det feminine forduftede.

Når jeg har lavet mere på toilettet, stinker der af ondskab. Jeg har stadig ondt af den VVS'er, der en tidlig morgen bankede på, og ville ind for at fikse afløbet i vasken. 3 min. tidligere havde jeg lige haft en morgenuddrivelse. Han sagde heller ikke farvel...

Og så er der mine prutter. Men der er jeg altså undskyldt, vil jeg lige sige. For det er altså bivirkninger af noget medicin. Ja, det er så. Nå.


Men altså, det er nok derfor at jeg bruger så meget krudt på tøj, tilbehør, hårgejl, parfumer og make-up. For at dække over mine maskuline sider. (Og mht. make-up, så også for at sløre Rønn-Hornbech udseende).
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er misundelig på de kvinder, som bare er så fine. Og yndige. Og stille.
Og som kan have hvidt tøj på en hel dag....