søndag den 30. september 2012

Skrigende børn Vs. fremmede.

Og jeg undskylder på forhånd, hvis jeg tidligere har skrevet om det.
Min hukommelse er elendig, og nogle gange kan ting i den grad irritere mig så meget, at jeg bliver nødt til at brokke mig igen. Og igen.

Det handler om de pisseirriterende mennesker, som føler at de er i deres gode ret til at blande sig i andres menneskers liv. Højlydt. I stedet for at bare holde deres tanker for dem selv.

Da min teenagesøn var omkring 1 år, havde han en kort lunte nogle gange. Han kunne være glad og smilende, og to minutter senere væltede hans verden. Sådan er det. Sådan er børn. Og i og med at man som mor ikke kan holde sig hjemme konstant, vil der også være risiko for at barnet en dag flipper ud i det offentlige rum.
Og det gjorde han så også en dag. I Føtex. Uden varsel. Så sad han der i klapvognen og skreg, som blev han betalt for det. Jeg tog ham selvfølgelig op, og nussede ham. Og talte stille til ham. Og tjekkede hans ble. Og tilbød vand og en bolle. Intet hjalp. Bestemte mig for at placere ham i klapvogn igen, og gå mod udgang.
Da jeg rejste mig op, stod der en kødrand af gnavne gamle mennesker omkring mig, og gloede og knurrede. Og kom m. bedrevidende kommentarer:

"Ej men altså! Han har det jo for varmt! Tsk tsk!"
"Drengen er jo syg. Stakkels stakkels dreng, at han skal slæbes m. i Føtex!".

Og pludselig var der en gammel støvet grim mand der råbte: "Så få da for helvede den unge til at holde kæft!".
Og så eksploderede jeg. Og fik råbt noget meget grimt tilbage, som næsten fik de gamle nissers pacemakere til at sætte ud.
Vil jeg sgu da skide på. Jeg står jo for fanden heller ikke og råber: "Så flyt dog for helvede den rollator, og tag et bad. Du lugter af indelukket sommerhus".

Men sådanne mennesker er der overalt. Som mener at børn skal ses, men ikke høres. Og som med største fornøjelse blander sig.
Som f.eks. den dag jeg stod udenfor Føtex og ventede på mine forældre.
Ud kommer en svedig mor med to børn. Den ene i klapvogn. Den anden, på tre år, hylende efter sig. Som smider sig på jorden, og sparker og skriger. Og ganske som ventet, stimlede de gamle nisser sammen og dannede næsten en rundkreds om den stakkels mor, mens de hvislede højt op om hvor "for dårligt det dog var at det barn skreg sådan" osv.
Sig mig engang...Har de ikke en Familie Journal, som de skal hjem at læse? Eller en bus de skal nå? Eller en Tena der skal skiftes?
Hvad fanden ligner det at stimle sådan sammen? Og ligefrem komme m. spydige bemærkninger til frustreret stakkel mor?

Og så læste jeg et andet sted på nettet, om en kvinde der havde været på cafe. Hvor der havde siddet en mor med sit barn. Som var pænt hysterisk.
Og ja, det er sgu da træls at nedsvælge sin Latte, samtidig med at et barn hader alt og alle, når man nu lige trængte til at slappe af.
Og ja, som mor ville jeg nok selv have forladt cafeen, hvis barnet ikke ville trøstes.

Men ville jeg gå hen og bede moderen om at gå? Nej, sgu da! Men var der nogen der gjorde det?

Ja.

Ærligt talt...Hvorfor? Hvorfor lige gnide rundt i den stakkels mors situation? Hvorfor ikke bare passe sig selv?
Og hvis man endelig ville blande sig, hvorfor så ikke forsøge m. et: "Kan jeg hjælpe dig m. noget? Hente noget vand til dit barn? Jeg er selv mor, så jeg ved hvor frustrerende det kan være, når deres verden ramler."

Det ville der sgu være mere stil over.
Men nej nej...de autodidakte og uddannede pædagoger føler jo at det er deres pligt at tage "jeg er pisse nævenyttig" hatten på.

De burde skamme sig. Og hvor er det dog ironisk, at de er langt mere irriterende, end det grædende barn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar