Ja, jeg er barnlig. Jeg kan finde stor morskab ved at se billeder fra nøgenløbet på Roskilde. Der er eddermanme bevægelse i snablen.
Forestil jer lyden.
Nå, ikke...
Jeg sveder som et svin. Ligner Ole Thestrup til forveksling. Så sidder for åbne døre, og har dermed fuld musik til rådighed. Til venstre holder de fest og lytter til Bruce Springsteen-agtigt musik (Årh! Hvem der dog bare var til koncert med ham i aften!). Til højre er der dømt pop og radiovoldspillede numre. Pæn stilforvirring. Ved godt hvor jeg helst ville til fest.
Til venstre, ja. Vil dog gerne fritages for deres foldboldspil. Nytter ikke noget. Løber jo kun 2½ km/t. I medvind.
Overvejede en gåtur, men det er en af de der dage. Hvor indtag af kål og andre grøntsager og fødevarer har sat gang i luftfabrikken. Sad og røg på trappen, og troede lige jeg kunne liste en ud.
Ja for pokker...lyden af den ville give Hjejlens horn mindreværdskomplekser. Kan stadig høre ekkoet fra den.
Og hov...nu kom der en mere. Gråstænkt er forfærdet. Mildt sagt. Han holder helt op med at trække vejret, når jeg læner mig til den ene side.
"Kan du da for helvede ikke gå udenfor", hvisler han til mig.
Øhh jo? Men så er jeg jo for fanden aldrig inde ved dig og familien.