Det starter ved samlingen. Eller anklen som andre kalder det. Her er jeg blevet velsignet med Danmarks kraftigste knogler. Uanset hvor meget jeg taber mig, så vil jeg aldrig få Kronprinsesse Mary-fine ankler.
Jeg har landmandsknogler.
Så kommer vristen, som er så høj, at den minder mistænkeligt meget om en skibakke.
På undersiden er det helt galt. Jajaja, jeg ER klar over at mine fødder bærer rundt på mit store legeme, men jeg er jo ikke Merete Kasten fed, vel?
Men mine hæle har givet op. For det første er der jo hælsporen, hvor årsagen hurtigt kan googles og jeg citerer nummer 1 på listen: "Overvægtige personer, på grund af den øgede belastning hælen udsættes for".
Hold nu bare kæft. Hvorfor kom hælsporen så ikke for tyve kg. siden? Hva'? Ja, jeg spørger bare.
Eller var det fordi min hæl slet og ret var blevet helt numb pga. den massive belastning?
Nå...videre til hælen. Det er en stor kirkegård af hud der er afgået ved døden, og som nægter at gå over på den anden side. Så det holder krampeagtigt fast til hælen. *Gruppekram* De sidder simpelthen klumpet sammen. Har filet og alt det der. Og endda pudset med sandpapir. (Grovkornet). Og det har da hjulpet, men ikke nok. Så nu står jeg lidt splittet. Hvad gør jeg? Giver en fodterapeut akut kvalme, og lader hende fjerne skidtet? Eller følger jeg læserrådet i Ugebladet Hjemmet fra Arne, som skriver at en rystepudser faktisk kan fjerne hård død hud?
Så er der tæerne... Som ligner små pølser trylledej. Hvor ringetåen på venste fod er så skæv, at den da bestemt må være blevet brækket på et tidspunkt.
Og til slut er der neglene. Som nærmest skal klippes af laserstråler. Man ville faktisk uden problemer kunne kradse fuger ud med mine afklippede negle.
Kan I selv se det? Det giver jo ingen mening overhovedet at en jeg engang datede ved en fejl og i desperation, kaldte mine fødder for "yndige prinsessefødder".
Lidt royal har man heldigvis lov til at nægte at være.
