fredag den 22. juni 2012

Rødhætte Vs. Spil.

For helvede. Nogle gange ville jeg fandeme ønske, at Facebook og spil generelt ikke var opfundet. For i perioder går det altså lidt galt med de der spil. Det er jo så hyggeligt mens man drikker kaffe.
Før Facebook spillede jeg først Risk på computeren. Mod computermodstandere. Det gik ikke så godt. Kom til at råbe lidt af skærmen. Og var så barnlig, at jeg døbte min spiller "Mean Machine".

Så spillede jeg Ludo med mine forældre og søskende og svigerinder. Gik heller ikke så godt. Jeg er enormt barnlig i Ludo. Sætter lyd på mine ludobrikker, så det hviner i deres dæk (hvor de så end sidder?) når jeg bremser og gasser op. Og jeg er så pisseirriterende, når jeg slår andre hjem. Og min familie griner bare. Og tager det for hvad det er: Et spil. Men ikke jeg. For jeg kræver time-out, og sidder fandeme som en anden spasser og hyler op om sammensværgelse, når min far har slået mig hjem tre gange i træk.

Så var der noget Vikingespil i mine forældres have. Hvor jeg kom til at kaste kongen i bålfadet. Det var bare for sjov. Sådan da. Og det VAR altså ikke meningen at den skulle lande i flammerne. Det sværger jeg på.

Så opdagede jeg Farm Town på Facebook. Og igen levede jeg mig for meget ind i spillet.
Vågnede kraftedeme nogle gange kl. seks om morgenen i weekenderne, fordi jeg kom i tanke om at jeg skulle op og høste. Og var enormt glad, når jeg endelig havde fået tjent nok penge til at købe en mejetærsker og en lade.

Så kom The Sims på Facebook...
Jøsses. Jeg døbte min figur Jim Lyngvild, og mit største mission var om jeg kunne skille par ad. Og blive kærester med så mange som muligt. Og have masser af sex. Og de dumme fornærmede jeg. Sådan noget sad jeg og morede mig over længe. Over alt for mange krus kaffe. Elskede det spil. Og kom vist også til at bruge mit kort et par gange eller flere, for Jim skulle jo have nye møbler.
Og så var det at jeg på en eller anden måde fik klikket på noget, så hans stue forsvandt. Der var fandeme da for mange penge i den stue!


I dag har jeg fået blokeret en masse spil. Gad ikke mere. Men så var det at jeg fik øje på noget der hedder Bubble Blitz. Og ja...det har jeg så lige brugt en time på. Ser fandeme bobler for øjnene når jeg lukker dem.  Og lige nu sidder jeg og venter på at jeg får ny energi..
Imens kan jeg høre Gråstænkt snorke inde i stuen. Det er nok også godt nok at få noget søvn. Måske skulle jeg selv gøre det?
For fra i morgen begynder de at skifte skinner. Og jeg tør slet ikke tænke på hvor meget det kommer til at larme. Og hvor hysterisk jeg bliver. For selv om de i 1½ måned har indstillet togdriften, så arbejder de da selvfølgelig mest om aftenen og natten. "For at genere så få som muligt".
A hva' for noget? Vi er faktisk nogen der ligger og sover. Fem meter fra skinnerne.

Nå...kunne også være at man skulle vende tilbage til Facebook. Nu er tiden vist gået.