mandag den 11. juni 2012

Rødhætte vs. Rødhætte.

For fanden...nogle dage er man bare sin egen største fjende.
Har en travl dag på arbejdet med masser af opgaver, og diskussion med chef numero II. (Store skovl).
Kommer hjem, og er egentlig pisse træt efter at blandt andet have stegt karbonader til en hel landsby. Her burde en klog have sat sig ned, og taget et hvil.
Men jeg er som bekendt ikke klog.

(Det efterfølgende jeg skriver, er ikke for at prale af at være en flittig husmor.  Kan ikke ha' typen. Det er for at beskrive, hvor snotdum jeg er til at læse min krops signaler).

Så jeg hilste på hjemvendt datter, satte nachos i ovnen til hende, og startede Bjarne for at få handlet. Undervejs var der op til flere medtrafikanter, som morede sig gevaldigt over den and, som jeg i kedsomhed i torsdags limede på motorhjelmen.

Semi-live-billede fra lyskryds.




Efter jeg havde tømt en fjerdedel af Rema 1000, gik turen hjemad. Var jeg blevet mere frisk? Næppe.
Gik jeg hjem og slappede af? Nej.
I stedet gik jeg i gang med at bage. Og inden jeg havde fået set mig om, var jeg gået i gang med kardemommeboller, madpakkebrød, grovbrød, muffins og hjemmelavet jordbærsyltetøj.

Så er man fandeme for dum.
Til gengæld er der ingen fare for hungersnød her i hytten.
Så nu sidder jeg her med et krus kaffe, og ligner en der har været oppe at slås med Rigmor Zobel om en pose kokain. Mel über alles. Og sære udstikkende tjavser i hår. Og med en dunkende smerte i hælspore. Og en undren over, hvorfor jeg laver ovenstående stunt, hver eneste gang jeg er udmattet og stresset?
Det er jo for åndssvagt. Og man kan jo ikke engang klynke og søge om medlidenhed bagefter. Fordi man midt i processen er tapper, når man bliver spurgt om hvorfor man laver så meget på en gang, og svarer med et stift påtaget smil: "Åh, det er såmænd ikke så galt. Når man først er i gang...."

Nå...afslutter med et par billeder. Nu er det ingen madblog, så jeg viser ikke hele dagens produktion. Men I skal da lige se de lækre madbrød med persille, hvidløg og pesto.





Og så min bedste ven i nøden:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar