tirsdag den 19. juni 2012

Hajspil.

Eller nærmere bestemt Sharkgaming.dk.

Jeg er ikke tilfreds. Søn brugte knap 10.000 på en bærbar. Fire uger og en masse brok senere, ankom den. Med fin opstart. Dog med sort skærm.
Ind i livechatten til Theis, som forsikrer, at vi bare kan sende den retur, så sender de en helt ny dagen efter.
Men nej.
Kontaktede dem i går. Theis forsikrede mig om, at de i går ville sende en helt ny.
Har brugt formiddagen på at stå på lur efter den røde jakke, men ingen levering.

Ind på livechatten igen. Christian online. Han ved ikke noget. De har ingen levering i min søns navn.
Gode gamle Theis online. Han sidder med computeren på skødet, og den virker!
Hvad skal jeg bruge det til? Den virkede ikke samtlige 34 gange vi forsøgte at starte den op. Så blev jeg ringet op af Theis. Som lyder som en der har stort bølget hår og piano i munden i form af en perlerække kridhvide tænder. Han brugte salgstrick nummer 1 over dem alle. Brugte mit navn i næsten hver sætning.
Falder ikke for det. Bad dem om at sende en ny. Theis var ikke helt sikker. Nu ville han teste den igen, og ringe til mig i eftermiddag.
Jeg er kold! Og en sur mor. Det ligner fandeme ikke noget. Hvad er det for et firma? De må da bare sende en ny, og så selv stå med udredelsen af den gamle. 10.000,- kr. er sgu da mange penge. Og især for en 13 årig dreng.
Hvis de ikke sender en ny i dag, giver jeg dem et valg: Slå noget af prisen, eller ophæv købet.


I det hele taget en træls start på dagen. Tog en test på nettet om hvilken type badetøj jeg skal vælge.  Her er resultatet:




Testen tager med al tydelighed ikke højde for forhøjet bmi. Den første bikinitop kan jo kun dække det ene bryst. Desuden ville jeg få brændemærker i nakken af snoren der borer sig ind pga. tyngden foran.
Trusserne ved begge er også no-go. De der ynkelig snore i siden ville jo forsvinde i siden. Og begge underdele ville blive til g-streng på mig.

Hvad vælger man så, når ens bmi er højere en størrelsen på ovennævnte bikinitop?

En burkini?