fredag den 15. juni 2012

Fantastiske Fredag.

Ord kan ikke beskrive:
hvor dejligt det var at åbne døren da det ringede på, og veninde stod udenfor. Vi har ikke set hinanden i flere måneder, men på trods af det, gik der kun et par minutter, før det føltes som om vi havde set hinanden i går. Vi var så ivrige over at fortælle en hel masse, at vi talte som to personer med ADHD. Vi sprang fra emne til emne, og var næsten forpustede. Men åh, hvor dejligt!

Det føles virkelig dejligt, når:
man endelig fanger den flue, som har summet omkring ens øregang.

Og hvis man var et ondt menneske, så:
fangede man den uden at slå den ihjel, pillede benene på højre side af, samt vingerne. "Hold balancen din satan, blev der sagt!"

Det er fandeme en lille smule nedtur, når:
den kjole man købte på nettet så gammelrosa ud, men som er laksefarvet i virkeligheden. Ligner jo fandeme en omvandrende hamburgeryg.

Men så er det jo godt, at:
den kun kostede 35,- kr.

Resten af dagen skal gå med:
- Spise svinekam mit alles med Gråstænkt plus hans piger.
- Se film med Gråstænkt og hans piger.
- Æde slik.

Må GODT:
æde slik. Kur starter på mandag.

Desuden har jeg:
installeret Endomondo på mobilen, og taget imod en udfordring: Hvem forbrænder flest kalorier på fire uger.

Det vil eddermanme være pinligt, hvis:
der kom et opslag fra Endomondo op på min Facebookvæg med flg. information:
"Rødhætte gik 1,92 km med en hastighed på 0,8 km. i timen".

Om to uger:
stopper jeg med at ryge. Igen. For sidste gang. Har det egentlig ikke godt med at være ryger. Stanken er ulidelig.

Motivationen er:
At stoppe med veninde.
At bruge masser af penge på Nicehair.dk. Når man ikke længere ryger, så skal man fandeme dufte godt!
At være sund. Hvad nytter det at få ønskevægten og figuren, hvis man hoster som en Bodega-Bente, og har et ansigt som Mor-Kessler?

Følte mig faktisk også lidt dum, da:
jeg startede Bjarne og kørte op bag noget tæt bevoksning, og stod der og smugrøg. Jeg er 36, for helvede!

Ser frem til:
den dag hvor lår ikke længere gnider så hårdt mod hinanden, at de ville kunne tænde et bål.

Næste projekt i køkkenet, bliver:
- at koge chef numero II.
- at lave monsterportion lækker grøntsagssuppe til fryseren.

To Be Continued...