Hrmpf...
Er træt. Træt af at vente på afgørelse om fleksjob. Pisse træt af at gå i uvished. Pisse træt af at jeg blev lovet en afgørelse inden jul. Pisse træt af at der mindst går 14 dage endnu. Mindst.
Kommunerne vil så gerne have folk videre i systemet. Klamme Joachim B. Olsen ævler konstant nedladende om det. Ekstra Bladet elsker at svælge i alle de dumme ledige.
Og så står man her...og vil pisse gerne lave noget. Lave meget. Og så sker der ikke en dyt.
Kan bare mærke, at det ikke er godt for mit temperament. Og at det stresser mig helt ad helvede til. Hvilket spænder ben for mit immunforsvar, så jeg går og skranter hele tiden.
Har skide meget lyst til at brøle røv til det hele. Og til at ligge mig i fosterstilling og se samtlige sæsoner af Beverly Hills 90210, og bare lukke verden lidt ude. Der er intet som Brenda Walsh ikke kan klare.
(Ja, min mentale udvikling stoppede på et tidligt tidspunkt.)
Man må ikke sige det højt, så jeg nøjes m. at hviske det: Brænder fandeme kommunen af, hvis de giver mig et afslag. Og stiller op i fjernsynet i prime time, og klager min nød. (Selvfølgelig m. mørke omkring mit ansigt og forvrænget stemme...Og dum som jeg kan være, så glemmer jeg det sikkert, og tænder en smøg midt under udsendelsen).
Det er skide frustrerende. Og det dræner mig for energi at gå og være så eddikesur på alt og alle hele tiden. Om det så er computeren, så skælder jeg den ud m. eder og forbandelser, som var den et menneske.
Burde fratages retten til at køre bil pt. Har kortere lunte end en selvmordsbomber.
Nogen gange føles det som om de tester de personer der søger om fleksjob. At: hvis vi nu trækker tiden, så kan det være at borgeren giver op.
Tro mig, jeg ville fandeme ønske, at jeg ikke behøvede at ydmyge mig selv og søge om det. Ville sgu da være rart at kunne klare sig helt på egen hånd.
Men jeg har nu engang ikke valgt at rage kronisk stress til mig. Så stor en hypokonder er jeg trods alt ikke.
Set i bagspejlet, kan jeg konkludere, at dét at søge fleksjob faktisk er en uddannnelse på 2-3 år. M. speciale i udnyttelse.
Blev sendt i 1. arbejdsprøvning i en børnehave, hvor jeg havde flere timer om ugen end souschefen. Hvor de fandeme alle sygemeldte sig/tog ferie, og lod mig stå m. ansvaret for en hel stue i over en uge. For den fyrstelige løn af 0,- kr. i timen. (Kaffen var dog gratis).
Snotpædagoger.
Så var der 2. arbejdsprøvning. Hos den klamme tyskerchef m. det indbildte dårlige hjerte. Som havde mere travlt m. at flashe sin grimme tyske krop i speedos til vinterbadning, end at passe sit job. Føj for fanden. Synet af alt det tyske hud har brændt sig fast på min nethinde.
Otte måneder til 0,- kr.i timen. M. tysk soundtrack i ørene. Hvis man ikke var syg, så blev man det fandeme.
Og så er der hende kvindemennesket, som skulle forestille at agere talsmand for ens sag. Som åbenbart har fået en mindre hjerneblødning, og har mere travlt m. at selvrealisere sig, end at passe sit job.
3. arbejdsprøvning: Endelig kom jeg da et sted hen, hvor der både var normale mennesker, men også søde mennesker. Som faktisk kan lide mig så godt, at de vil ansætte mig.
Men sker der noget? Næehh. Ikke engang når et firma står og vifter m. ansættelsespapirene, kan der komme skred i tingene.
Detkunne være, at jeg skulle tage en lædervest på, smøre lidt olie i håret, rulle mig en hjemmerul og kontakte Ekstra Bladet og få dem til at skrive en artikel om mig:
Dovne-Rødhætte: Arbejde er vildt overvurderet. Jeg ooooorker det ikke.
For så kommer der nok skred i tingene. Kommunerne er jo åbenbart mere villie til at hjælpe dem der ikke gider, frem for dem der står m. ansættelsespapirer i hånden.
