torsdag den 24. maj 2012

Rødhætte anmelder: Mig og min (taber)mor.

Gider ikke koncentrere mig om resten af deltagerne. De er dejlige på deres egen måde.
Så jeg retter fokus mod Mor Bettina. Og ikke mindst hendes virkelig grimme lædervest.

Jeg har tidligere kommenteret den, og jeg holder mig bestemt heller ikke tilbage i dette indlæg.
For det første: Den er jo uhyggelig grim! Og det har læderveste alle dage været. Især i det Bodega-design som Mor Bettina selvfølgelig har valgt. Krage søger mage og lige børn leger bedst.
Jeg har længe undret mig over, hvorfor hun har den grimme las på i hvert eneste afsnit. Og i sidste afsnit blev det afsløret hvorfor: Hun tager den rent faktisk aldrig af. Den følger hende i tykt og tyndt hvor end hun går. Og hun vil gudhjælpemig også begraves i den.

I forvejen vil det jo tage evigheder før hendes spiritusmarinerede og konserverede krop er blevet til muld. Men lædervesten lægger jo så lige adskillige år til. (Hvis overhovedet nogensinde?)

Og var det så bare lædervesten der var et problem. Men ak nej, kvinden er også velsignet med en vaskeægte bodega personlighed, med brovten (skønt ord) og ru stemme, i et alt for skingert toneleje. Hendes stemme er mere irriterende end lyden, når sirenerne bliver testet.
På hovedet af hende ligger der et dødt dyr i form af slaskede krøller, som har opgivet tilværelsen. (Og gad da lige vide hvorfor).
Og som rosinen i pølseenden, så ejer hun ikke ordentlige manerer. Har nu flere gange bemærket, at hun lystigt smider papiret med lort på, fra sig i naturen, efter hun har tørret hunden i røven. (Hvorfor skal den egentlig det? Altså, jeg kunne forstå, hvis det var en langhåret hund.)
Det er simpelthen for ulækkert.

Jeg har altså ondt af datter Simone, for hun virker til at være en dejlig pige. (Og hvor er hun dog smuk). Jeg håber virkelig ikke, at hun slægter sin mor på, og at der lige pludselig en dag, vokser en lædervest frem på hendes krop.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar