lørdag den 16. juni 2012

Confessions from a smoker.

Jeg var jo stoppet med at ryge. Og bortset fra at jeg de første dage under rygestoppet, havde lyst til at trampe uskyldige tulipaner ned i folks haver, så var det egentlig ikke så svært.
Og ret hurtigt blev jeg en ulidelig ikke-ryger, som rendte rundt med en mund der var strammet sig meget sammen, at den lignede en anus, når jeg var i nærheden af rygere.
Jeg følte nærmest medlidenhed med folk der røg. For nu havde jeg jo set lyset.




Sådan gik det i knap tre måneder. Og så begyndte jeg at tænke på cigaretter døgnet rundt. Selv om natten, drømte jeg at jeg kæderøg. Var nærmest olm over at vågne.
Ret hurtigt fik jeg mig selv overbevist om at jeg skulle smage en enkelt cigaret. Bare for at konstatere, at det smagte grotesk.
Men det gjorde det ikke. Faktisk var det den bedste cigaret jeg nogensinde havde røget. Og en skræmmende cigaret. For det var først der at det begyndte at gå op for mig hvor styg nikotin er.
Herefter begyndte jeg at udtænke planer for, hvornår og hvor jeg kunne ryge. Ubemærket, of course.

Gråstænkt har en rallybil, som han er ved at samle. Det gør han som regel en gang ugen. Men ret hurtigt hørte jeg flg. sætninger komme ud af min mund:
"Ej men skat, prøvlioghørher, jeg kan ligesom godt forstå at du gerne vil have den færdig. Så du kan altså bare arbejde mere på den. Så spiser vi bare senere".
Og imens han så knoklede løs på bilen, så stod jeg nede i carporten bag rustne haveredskaber, og røg med skuldrene trukket godt op under ørene, og et paranoidt blik ud i gården.
Med tiden blev min hørelse udviklet, så den var som en Labradors. Jeg kunne genkende lyden fra Gråstænkts bil.
Andre gange har jeg frejdigt råbt et "Jeg kører lige ud og henter en liter mælk", hvorefter jeg har startet Bjarne og kørt afsted til dette soundtrack, med et stift fastbesluttet blik i øjnene.




Så kørte jeg 300 meter op ad gaden og om bag en sportshal og noget tæt bevoksning. Der stod jeg så og smugrøg, og følte mig som en teenager.


Jamen for fanden, ikke? Det er jo sindssygt pinligt og sølle.

Så nu stopper jeg om to uger. Sammen med min veninde. Og det SKAL lykkedes. For mellem os, så er rygning sgu gustent. Udover sundhedsfaren, så er der sgu ikke meget streetcredit over at have rygerhud, Margrethetænder, og en "Eau de Nikotinos" parfume på. 24/7.

Så det skal lykkedes. Vil ikke mere være slave af et giftstof.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar