onsdag den 18. april 2012

Mænd og dårligdomme.

Der er noget der undrer mig. Hvorfor lider mænd altid dobbelt så meget, som kvinder og børn gør?
Er det noget genetisk? Eller er det pyller? (Og allerede her vil jeg påpege, at Gråstænkt er undtagelsen. Han bliver altid ramt urimeligt hårdt af influenza og forkølelse.)

Men jeg har kendskab til en anden person, som jeg kun kender overfladisk. Og sådan skal det blive ved med at være, for han er virkelig sølle, når noget er skidt.
Bare hans "hej" eller "godmorgen" er så trist og usselt, at man får lyst til at gå ud og slå sig selv hårdt bag en lade med en rusten donkraft. Så frustreret bliver man over hans monotone stemmeleje.
Han forsøger at tiltrække medlidenhed med sine mislykkede hundeøjne. I virkeligheden ligner han en trist teatermaske. Det er næsten ikke til at håndtere. Man får en vanvittig lyst til at fylde lykkepiller i ham. Med drop!

Jeg kunne ikke bo sammen med sådan en mand. Jeg ville fore hans mund med hans pude, når han sov. Vores forhold ville kun vare frem til den første influenza.
Næehh, så er der mere stil over Gråstænkt. Han isolerer sig mere når han er syg. Og det er kun når han er styggest, at han sender sms'er inde fra soveværelset med ønsker om smertestillende.
Det kan jeg sagtens håndtere. Han er jo min Gråstænkt. <3 Og man kan jo komme til at slukke sin mobil ved et uheld.

Men ham den anden jeg "kender". Jamen for pokker! Hvis han har en kæreste, så fortjener hun Nobels fredspris.Og gratis psykologtimer. Ad libitum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar