Så det har jeg gjort. Og det har genopfrisket en del minder, flash backs og vrede med tilbagevirkende kraft. Samtidig har det dog også vist sig at være en pisse god investering i selvudvikling.
Min kæreste og jeg har en on/off battle kørende om han skal se barndomsbilleder af mig. Han vil gerne. Jeg knap så meget.
Nu er det mest en joke, for selvfølgelig skal han da se så meget af mit liv som muligt. Helst det hele.
Men lidt alvor er der alligevel i det. Så meget, at jeg en dag, da jeg var ude hos mine forældre og hvor han skulle komme og hente mig, hev et barndomsbillede af mig selv ned fra væggen og gemte det ovenpå et skab. (Faktisk tror jeg ikke, at mine forældre har fundet det skide billede endnu).
Og det er latterligt. Og en syg måde at fastholde sig selv i poolen med kviksand, der er kendt for at suge al selvværd til sig og ned på bunden, hvor det bliver til en tung grumset masse, der er pænt umulig at få op til overfladen igen.
Men når man gennem det meste af sin barndom og de tidlige teenageår var velsignet med mennesker, som åbenbart mente, at jeg da lige var typen, der skulle have nogle sandheder at vide, så ender man sgu med at tro på det.
Bevares; jeg var ikke et heldigt barn. Det kan jeg da ved gud godt selv se, når jeg kigger familiealbummerne igennem. Jeg lignede mest af alt en 40 årig i børnetøj og med en virkelig dårlig permanent.
Men jeg fik åbenbart en plade monteret i panden under undfangelsen, som lyste op med neonlys og teksten: "Hey; gider du ikke lige komme med en træls stikpille om min personlighed. Eller endnu bedre; mit udseende? Jeg trænger sådan til at mærke, at jeg lever".
Vildt underligt. Og bizart. Men sådan var det længe. Ikke fra mine forældre. De så (og ser) et lys i mig. Men fra familiemedlemmer længere ude i stamtræet. Og senere fra bekendte.
Jeg VAR et sært barn. Et pisse kærligt og godt barn. Men jeg var ikke tidssløs. Jeg passede i hvert fald ikke helt ind i normen dengang i 70'erne og 80'erne.
Lidt corny. Lidt skæv. Med en trang til fordybelse, farveriger tanker og sær humor. Og så var jeg som sagt ikke noget dukkebarn at se på. Alle odds var ligesom imod mig: Skelen, briller i virkelig grimt design og som bonus: Rødt hår.
Og det skulle man åbenbart kommentere på. Hold nu kæft altså. Alle de svirp jeg har fået, som henkastede kommentarer og stikpiller. Jeg orker ikke engang at gengive dem alle, for det ødelægger bare min dag og hele meningen med dette indlæg.
Men man skal ikke være psykolog for at vide, at sådan noget gør noget ved et selvværd. Og jeg sagde jo ikke fra. Hvilket barn gør det, når en gammel klam farbror til ens mor hiver fat i en foran resten af familien og brøler en høj kommentar ud om, at "hajerne ville elske, hvis jeg faldt i vandet", hvorefter han tog fat i mit hvalpefedt og grinede højt eller når en onkel sagde: "Jeg var i en lille by i Tyskland i sidste uge. For fanden, der boede kun grimme mennesker. Hold op, hvor var de grimme. Der var også en, der lignede dig, Heidi. Jeg troede lige et kort øjeblik, at I var på ferie dernede"
Der sidder man jo ikke som barn og siger: "Hey, luk lige røven, din kæmpe debile socialt uintelligente grimme nar. Hvorfor har du et behov for at kritisere mit udseende og ydmyge mig? Spasser!"
Man kigger bare lidt for interesseret ned i bordpladen og håber på, at nogen ved bordet snart skifter emne. Og helst inden man er blevet færdig med at tælle træårerne i det afsyrede fyrretræ.
Ikke engang, da jeg i midt 20'erne var til familiefest og min farbror, som er udstyret med verdens største kæft - bogstaveligt talt - holdt en tale om, "hvor helt utrolig grim jeg var som barn", kunne jeg finde på et snappy comeback. I stedet gjorde jeg det, som jeg altid gjorde. Grinede med, mens jeg inderst inde fantaserede om at dumpe ham i den dybeste brønd, der kunne opstøves.
Men så skete der noget. Ikke på én gang, men gradvist. Ret ironisk har det vist sig at have det modsatte effekt.
For godt nok kulminerede hele den medfødte farce først, da jeg var i starten af 30'erne. Men til gengæld har jeg fået så meget selvindsigt, at jeg nogle gange bliver lidt smålun på mig selv, når jeg tænker over det. Nogle vil kalde det narcissistisk - personligt foretrækker jeg at kalde det selvforkælelse med tilbagevirkende kraft.
Jeg har ved gud stadig fejl nok, der kan rumme en roman i tre bind. Mit selvværd spænder stadig ben for mig i perioder. Specielt nu, hvor jeg ikke altid helt kan forstå, hvad fanden min kæreste egentlig ser i mig og mine K3'ere.
"Den pææææne mand kan jo få hvem fanden han vil have", messer jeg rytmisk og klagende, når pms'en regerer.
Men så kigger jeg på ham og ser hans blik, når han kigger på mig. Og så falder der en ro over mig. En følelse af at høre til, være hjemme, at være helt okay. Faktisk...at være helt rigtig. Og han åbner mine øjne for ting, som jeg aldrig har hørt før. Som blandt andet, at han har lagt mærke til, hvordan folk jeg kender, reagerer, når jeg møder dem. At det ikke er med en "åh nej, for fanden - ikke hende"-attitude, men med varme og smil.
Og det har jeg aldrig tænkt over før. Overhovedet. Jeg har egentlig været rigtig god til at fastholde mig selv i rollen, som udkants-Heidi med lidt for mange periodevise mentale udfald.
Selvhad og selvkritik, når det er sovset allermest ind i en klam og lidt for tyk synetisk Knorr-sovs. For det var jo groft sagt den hytte jeg havde bygget til mig selv rent mentalt. Den hytte, som andre kalder selvværd.
Men han ser mig. Helt som jeg er. Og han elsker mig. På grund af det. Og det smitter af, kan jeg mærke.
Ja ja, Rom, blev ikke bygget på én dag og hvad har vi ellers af gennemsigtige floskler - skyerne vokser ikke ind i himlen, og selv om miraklernes tid endnu ikke er forbi, så sker der ikke så store mirakler, at et utæt selvværd kan blive vindtæt på rekord tid. Jeg vil sgu nok altid kæmpe med mit selvbillede, men hvis jeg kan opretholde denne følelse og evt. bygge lidt på den, så bliver det en fornuftig balance mellem at være tilfreds med mig selv og stadig være ydmyg af personlighed. Og sådan kan jeg egentlig bedst lide mig selv.
Og så har jeg fået internettet tilbage. Jeg ringede til YouSee igen og fik Sundas i røret og dermed også en yderst smilende service. Så venlig, at hun gav mig sin private mailadresse og bad mig maile hende, hvis nettet ikke nåede at komme tilbage inden de lukkede. For så skulle hun se hvad hun kunne gøre. Hjemmefra.
Altså, det er sgu okay. Ret meget. Også selv om jeg ikke orker at logge på netbank og se hvor pisse mange ud- og ind- (og især ud-) posteringer, der har været til YouSee de sidste par måneder.
Kundeservice er godt, når det er godt. Trods alt. Faktisk er de altid ret søde overfor derinde.
Så min kæreste har nok fat i noget af det rigtige, når han siger, at folk generelt er søde overfor mig.
Han er perfekt. Fordi han er corny på den fede måde. Fordi han er ham. Fordi han er smuk over det hele. Fordi han kan få mig til at grine til maven går i kramper og tårerne pisker min mascara af. Og fordi han får mig til at have det godt - lige der, hvor det betyder allermest.
