Der var tilbud på 8 bananer. Der var kun klaser med syv bananer. Ingen med 5 og 3. Eller 4 og 4. Og ikke engang noge single-bananer, som lå og og var fravalgt og som jeg kunne tage med hjem og redde dem fra ensomheden. Jeg var nødt til at rive en enkelt banan fra dens familie og tvinge den ind i en ny.
Det var ikke så godt. Og nej, jeg skriver faktisk ikke engang dette i sjov. Det er ret seriøst ment. Stakkels bananfamilie :-(
Så grundet dagens tragedie, kommer her dagens liste - i én stor pærevælling.
- Var til lillebrors fødselsdag i weekenden. Voldsomt hyggeligt - jeg nyder at have sådan en skøn familie, hvor der er garanteret latterkramper, hver gang vi er sammen.
- Niece på 8 år, gjorde mig (igen) opmærksom på, at jeg trængte til at få klippet spidserne af mit hår. Tusind tak! Hvornår fanden blev børn bevidst om, at spaltede hårstrå er noget, der eksisterer? Sgu da ikke normalt.
- Lillebrors (og hans families) kat lå trygt og sov i mit skød længe. Lige indtil jeg fik luft i maven og jeg troede, at jeg kunne snige den ud.
Det var en af de heftige, hvor der er så meget tryk på, at den arbejder sig op gennem lårene når man sidder ned - og forlader ens skræv foran.
Katten skred lynhurtigt. Faktisk i et så rask tempo, at min strømpebuks blev revet.
Jeg skammede mig ikke engang. Faktisk er jeg så ucharmerende, at jeg brød sammen og grin og fortalte hele bordet, hvad der var hændt. - Jeg er blevet meget bevidst om, hvor mange unoder jeg har lært mig selv som bilist. Det er sådan noget, der sker, når man har en motorsagkyndig med sig i bilen. Hvilket jeg stort set har haft, når sundhedssøn sidder ved siden af, som passager. Han har lige bestået køreprøven og jeg ville sikkert dumpe sådan en med et brag, hvis jeg skulle op i dag.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at det der med orientering i spejle, ikke er noget jeg gør så meget i.
Men gud, hvor jeg nyder at have bil pt. Og jeg er virkelig taknemmelig over at have verdens bedste eks-boss. - Radioen og avisen, som jeg har skrevet klummer til/for de sidste par år, er lukket og slukket. Meget pludseligt fra den ene dag til den anden.
Det er selvfølgelig trist for dem. Men omvendt havde jeg det også sådan lidt: "Skal man ikke bare stoppe, når man synes emnerne er udtømt?" (Her mener jeg mig og mine klummer - ikke radioværterne) Det er trods alt begrænset, hvor meget der sker i Silkeborg. Og med deres lukning, behøvede jeg ikke sige noget.
Jeg vil stadig gerne skrive klumme, men så vil jeg have "mere plads at brede mig på". Hos avisen/radioen, skulle jeg skrive lokalt. Det gider jeg ikke konstant. Jeg vil gerne stikke rørepinden ned, hvor det er interessant, aktuelt og sjovt/udfordrende. Silkeborg ER ikke ligefrem en metropol.
