Operation "Fjern hård hælhud" - Del 1

Gik ikke så godt.


Efter et langt varmt bad og dermed en blødgøring af betonhud på hæle, benyttede jeg mig af et læsertips fundet på nettet: "Skrab den døde hud af med en saks".
Og her vil jeg indskyde; det er ikke så smart at gøre stående. Og slet ikke, når man ikke ejer balancesans.
Jeg fik svunget benet op i vindueskarmen og begyndte at skrabe. I sådan ca. otte sekunder. Og så opdagede kroppen, at den kun hvilede på højre ben, hvilket medførte slingren og et ryk i kroppen.


Hvorefter saksen (som åbenbart var skarp), huggede sig ned i siden af foden som en spætte og lavede fire pænt store hak ned i huden, hvorefter blodbadet begyndte.


Status lige nu på venstre fod:

Må vente med næste indgreb til når foden er helet.

Nå, men jeg sked på gulvet i Føtex i dag

De har godt nok et kundetoilet, men jeg føler det er enormt nedværdigende, at jeg skal pakke mig selv ind på et lille bitte toilet og sidde på noget, hvor der har været flere tusinde andre baller før mig.
Og ikke alene er kundetoilettet lille, men det er også gemt helt af vejen. Først går man over i et hjørne, så går man ind i et lille rum. Et venteværelse, kan man velsagtens kalde det. Og derfra er der så døre til selve toilettet.

Jamen, jeg mener ligesom...hvorfor?! Hvorfor vil Føtex gøre afføring til noget skamfuldt? Noget, der skal gemmes væk? De begrænser min krop! Mit liv! Mine tarme!


Så jeg gik ned i frugt & grønt afdelingen i stedet. Og så satte jeg mig på hug og sked. Det er jo naturligt! Og anus har slet ikke godt af den stilling, som man sidder og pøller i, når man er på toilettet. Det giver hæmorider.
Det gør skovskiderstillingen ikke. For sådan gjorde mennesket før i tiden. Før alle de der kedelige normer, som f.eks. situationsfornemmelse og pli, opstod.

Og det er jo ikke fordi jeg er et svin eller at jeg var respektløs. Jeg sked jo i frugt & grønt afdelingn. Det organiske hjørne. Jeg kunne forstå folks vrede og at jeg blev smidt ud, hvis jeg havde gjort det foran bland-selv slikket.
Men nej...Igen følte jeg mig krænket og fastlåst af opdigtede normer, som tvinger mig og min krop i situationer, som slet ikke var tiltænkt mennesket fra starten. Da Gud skabte os.




Du synes jeg er klam, ikke? Eller som det mindste; dybt sær. Ikke sandt?


Og nej, gu' sked jeg da ikke på gulvet. Jeg vil ikke engang benytte kundetoiletterne, fordi jeg ikke stoler på borgernes ballers renlighed her i byen.
Og ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Men det er fandeme uforståeligt for mig med de der "free bleeders" kvinder, som ikke har fået en hjerneblødning, men til gengæld en vaginal blødning, som de så vælger at dele med deres omgivelser.

"Vi-vil-ikke-bruge-tampon-eller-bind!" - siger de. Og man kan næsten se dem stå og demonstrere med numsen bar, mens de svinger deres blodige trusser som en lasso over hovedet.
Nuvel nuvel, menstruation er temmelig naturligt. Men det er afføring også. Og jeg ved ikke med dig, men personligt har jeg nu intet behov for at flashe min lort til nogen.

"Ej, men altzå helt ærli'...sammenlignede du lige lort med menstruation der, hva'?!"


Næh, jeg sammenligner kroppens naturlige funktioner. Og gør opmærksom på, at man jo ikke behøver at blotte sig selv totalt for andre.  Jeg vil jo for fanden ikke engang vise mine hæle frem til offentligheden.

Jeg forstår det ikke. Det gør jeg sgu godt nok ikke. Men altså, de kan da bare slå sig løs og bløde det de orker. Jeg fatter bare ikke behovet. Og beklager, men free bleeders bliver nægtet en siddeplads i mit hjem. Der er sgu grænser for, hvilke pletter jeg vil have i mine sofaer.

Åh, for helvede...så er det den tid på året igen

Ja ja, bevares, det er da skønt med sommer. (Hvis luftfugtigheden holdes på et normalt niveau og hvis temp. ikke overstiger 25 grader). Det er det da. Kold hyldeblomstsaft, kold Asti, bær, grill, grøntsager der smager af noget, hyggeaftener med gode venner og masser af kaffe, vin og levende lys, Og jeg kunne blive ved.

Men!


Og det er ikke et hvilket som helst "men".


Det er jo også sæsonen, hvor man bliver nødt til at gå grundigt til værks på nederste etage: Ben og fødder! Og det nærmer sig faktisk noget, som er pænt håbløst.

1: Hår på benene.
Man skal jo barbere benene hver dag, hvis de skal være helt glatte. Og jeg skal dælme ikke vokse noget som helst. Døde næsten af smerte, dengang jeg ved et uheld fik monteret en stribe voks på inderlåret.
Og de skide hår gror jo i 19 forskellige retninger. Det er nærmest som at være på manøvrebane med skraberen, hvis alle hår skal væk. Og det skal de jo. Det er pænt træls at sidde, som jeg gjorde i går på jobbet, udenfor og ryge, mens jeg strakte benene ud på bænken. Man føler sig bare ikke videre lækker, når man opdager en koloni af hår på bagbenet af underbenet, der blafrer i vinden. (Hårene, ikke underbenet).

Så det må blive VEET. Som koster pissemeget pr. liter. Og det er trods alt ikke en ubetydelig mængde, der skal til for at dække kvadratmeterne på mine ben.


2: Hælene! Virkelig klamt. Kan man lide af kronisk hård hud der?
Jeg har købt mig fattig i dyre fodplejeprodukter, som skulle forestille at blødgøre parmesansnuderne. Hjælper ikke en dyt.
Jeg har filet mig blodig. Og jeg har sovet med sokker og 800 gram Vaseline på fødderne.  Og jo, hælene bliver da bløde. En uges tid. Og så er der dømt spånplader igen.
Godt nok er fødder pr. definition klamme. Faktisk den klammeste del på kroppen, bortset fra navlen. Men derfor må de da godt være præsentable. Og de må godt lade være med at rasle, når de kommer i nærkontakt med satinsengetøj.



3: Neglene.
I min familie er vi alle meget grovneglede. Det er ligesom en familiesvaghed. (Med undtagelse af mine børn. De har heldigvis fået normale negle).
Sidste gang klippede jeg i tæerne, fordi saksen gav efter i et kæmpe ryk, efter jeg havde siddet og presset den omkring kloven.
Jeg skal have købt mig en ordentlig solid 3i1'er. Og evt. noget slibeværktøj.



Alt ovenstående tager sådan cirka et par timer at ordne. Og det er jo ikke en éngangsforestilling, vel?


Og så mangler jeg på 41. år stadig at løse problemet: "Hvordan får jeg farve på mine ben?". Manglende pigment gør, at solen stråler glider af som fedtperler på teflon. Og selvbrunercreme har jeg ligesom prøvet. Det resulterede i at det begyndte at løbe som løbesod, da jeg begyndte at svede. På en scene. Med Mek Pek & Habbasutterne. Håber stadig, at ingen opdagede noget. Også selv om det var pænt tydeligt, da min overkrop var kridhvid og underbenene var træstammebrune med hvide midterstriber hele vejen rundt.

Når tiden går forlæns

Ja, det gør den jo altid. Så det er jo ikke fordi overskriften er noget newsflash for nogen. Men for pokker, hvor kan jeg ikke altid følge med. 

I dag afleverede børnenes far en kommode til mig. Jeg kan tydeligt huske, da vi købte den sammen. Det er 19 år siden. 19 år! 

Nå, men han har holdt loppemarked i weekenden og så købte jeg den tilbage. Ikke fordi jeg søger tilbage i minderne, men fordi jeg godt kan lide den. (Hvilket giver sig selv, når jeg er villig til at købe den to gange). Og nu står den i min ene stue og jeg ved sgu ikke...det startede ligesom en lavine i mig, hvor jeg endte med at sidde og reflektere over tiden, der er gået. 

Mine børn fylder 18 og 20 år i år. Atten og tyve år! Hvem trykkede lige på fast forward? I mit hoved, er det jo ikke engang ret længe siden jeg flyttede hjemmefra og i min første lejlighed. Helt alene. I en tid, hvor man havde to tv-kanaler (tre, hvis det var frostvejr. Så kunne man snige sig til noget Kanal København og elendige tyske kanaler). Tiden, hvor der ikke var internet for det almindelige menneske. Tiden uden mobiltelefon. 

Tiden, hvor jeg stod og sang Mariah Carey i mit lille køkken med skråvinduer og lige akkurat så meget bordplads, så der kunne æltes en lille portion boller. Tiden, hvor jeg inviterede vennerne til middag i min lille hyggelige taglejlighed og hvor jeg futtede en dækkeserviet af, fordi jeg var lidt for fuld, da jeg skulle fyre op under rødvinsfonduen. 

Det er heller ikke ret længe siden jeg boede hjemme. Tiden, hvor jeg sad på mit værelse med røgelsespinde og lyttede til lp'er, mens stearinlysene blafrede i tomme vinflasker. Tiden, hvor jeg sagtens kunne få flere timer til at gå med at sidde i min vindueskarm og bare lytte til musik og dagdrømme og skrive. 

Tiden, hvor jeg gemte en hjemmelavet bong i mit klædeskab. Tiden, hvor man optog ens yndlingsserier på VHS. Degrassi Junior High, Mine glade 60'ere, ZigZag, Fresh Prince in Bel Air. Da det var cool at køre på en Puch Maxi. Da man købte Marcanza (eller hvad det nu hed), som var en billig efterligning af Martini, og som var en glimrende brandert, hvis man blandede det med citronvand. 

Nattesvømmning med hele venneflokken, når vi sneg os op til det lokale svømmebad og kravlede over hegnet. 

Og det føles heller ikke som om der er gået over 30 år, siden jeg lå på en madras i haven med min Walk Man og lyttede til Madonna. (Og Kirsten & Søren. Optaget fra radioen på kassettebånd - næsten uden radiospeak). Dagdrømme, mens jeg kiggede op i skyerne.

Tiden, hvor man for fem kroner kunne få en stor pose blandet slik. Tiden, hvor Hubba Bubba tyggegummi var ordentligt. Da Coca Cola fandtes i 1-liters glasflasker. Da Take-Away mad bestod af en halv grillkylling med pommes frites. Da Thomas Winding lagde stemme til ens yndlingsprogrammer. Da tyve kroner var en seddel. Da man fik mælk i poser, som man satte over i en orange plastikkande. 

Rideture i skoven på min pony. Kælketure på verdens bedste kælkebakker med hop, som lå lige bag vores hus. Lørdag aftener med hjemmelavede popcorn i en gryde på komfuret. Mørke aftener foran brændeovnen sammen med storebror, mens vores forældre læste historier for os. Lune sommeraftener med snobrød og bålhygge med ens forældre og søskende. 

Når ens ældre kusiner skræmte livet af en med spøgelseshistorier oppe på Farmor og Farfars loft.  Overnatning hos Bedstemor, hvor man lå under verdens tungeste dundyne i sengen ved siden af hende i hendes soveværelse, som duftede af cremer og Malt-bolsher. Når man faldt i søvn til lyden af hendes ur inde i stuen, som tikkede beroligende. Hjemmesyet tøj fra Farmor, som man var så stolt af - og som ens mor hadede, fordi lilla fløjl og velour ikke nødvendigvis var en særlig heldig kombination. 

Og så gik tiden forlæns. Og nu er jeg snart 41 år. Mange af mine drømme har jeg opnået. Mange har jeg ikke. Men så har jeg fået andre ting, som pludselig var alt det, som jeg ikke vidste jeg manglede og ville. 

Barndommens tid, hvor lægerne ikke kendte til hybermobilitet, har efterladt mig med nogle skævheder og slidgigt. (Weeheee! Party on!). Min talje er ikke så fin, som den burde være. Mit ansigt er fyldt med smilerynker om øjnene og en bekymringsfure i panden. Men det er jo souvenirs. Og der er plads til mange flere. 

Og så har jeg verdens bedste børn. Som næsten lige har haft små buttede ankler og lår, men som nu er voksne og selvstændige. Og enormt kærlige og gavmilde. Så gavmilde, at jeg overtog deres elastikker om anklerne, da de voksede fra dem. 

Men det er okay. Og det er også okay, at tiden går forlæns. Men nogle gange kunne det være fedt, hvis livet havde en pauseknap, så man lige kunne stoppe tiden og nyde en ekstra gang. For det går godt nok hurtigt. 

Sig det med en gif

Når man handler en højhellig søndag i natbukser og bliver stoppet af en lidt for energisk sælger fra Gul Energi eller hvad fanden det hedder, som meget optimistisk og med meget høj og syngende stemme springer ind foran en og spørger: "Hej! Kunne du tænke dig at spare på din el-regning?"

Når man er sukkertrængende og sniger sig ind og stjæler fra sit eget barns gemmer.

Når ens søn opdager det, fordi man har efterladt (ikke fået slettet sine spor) tomt slikpapir på hans skrivebord...

Når man går stille og roligt i sine egne tanker på gaden og en motorcyklist lige skal have testet, om der stadig er en motor i kværnen og derfor drejer gashåndtaget i bund og derved nærmest sprænger lydmuren.

Når man ikke er typen, der går ind for vold, men hvor man bliver så bange at man bliver arrig, når man er tæt på at blive kørt ned på cykel, fordi en fatsvag spade har overset, at gaden er ensrettet.

Når man åbner ovnlågen på arbejdet og glemmer, at den er sat på damp-funktion...

Når vækkeuret ringer kl. 05:45...

Når man (igen) har spist en pakke sukkerfri pastiller og senere ligger i sengen med tinnitus i røven. (Og når man muligvis er lidt primitiv. Men hey; prutter ER sjove)

Når kunden foran ikke har stregkoder på halvdelen af varerne og derfor insisterer på, at "så må de være gratis...høhøhø"...

Hvordan jeg tror jeg ser ud, når jeg flirter....

Hvordan jeg i virkeligheden ser ud...

Realiteterne, som er svære at indse nogle gange...

Når man er blevet placeret ved siden af den onkel, som altid vil ævle til familiefesterne, når han får noget at drikke.... 

Når man har set sidste afsnit af "Bates Motel"... 

Når et irriterende familiemedlem konstant tester sig selv med Facebooktests og stolt slår op: "Min IQ er 189....Men det vidste jeg nu også godt" - og man bare véd, at hun tror fuldt og fast på resultatet...

Ja, hvorfor egentlig ikke?

Når der er én flue i stuen og den insisterer på, at lande på ens underløbe k-o-n-s-t-a-n-t.

Nu skal jeg lige italesætte dig, din smuksak!

Ja, det handler om ord, der skal dø. Ord og udtryk. Én gang for alle!


- Fødepølle. 
Ej, men stop nu! Hvor er det bare klamt. Virkelig klamt.

- Italesætte.
Nej, du lyder ikke smart. Du tror det, men det er du ikke.

- Vækste.
Se ovenstående.

- Smuksak.
Hvem fandt på det ord? Vedkommende skal straffes. Det er jo mere populært end "Fuck".
Smuksak! Grr. Og det bliver jo voldbrugt på Facebook. Om alt. Uanset hvor grimt den/den/han/hun er. Smuksak!
Det er vel bare et spørgsmål om tid, før nogen kalder en sammensunken moderkage for "smuksak".

- Piiiiiift piiiiiiiiift.
Oftest brugt af desperate typer i singlegrupper.

- Samværd.
På et tidspunkt sad der en selvlært ordblind person og skrev dette. Det så en flok andre selvlærte ordblinde. Og voila! Lorteordet var født.

S.A.M.V.Æ.R.

- Selvskab.
Akkurat det samme, som "samværd". Og det breder sig.

- Bebs.
Ja, hurra og tillykke. I skal have et barn. Og du taler allerede babysprog. Forrygende.


- Så ligger man her i divaen med et glas bobler og læser Fifty Shades of Sex for dummies.
I 3. person. Intet mindre. Og pænt uforskammet, at du ligger på divaen. Hvad siger hun til det? Det kan da ikke være behageligt for hende.

- BUM!
For det er nemlig umuligt at pointere dit argument med et udråbstegn?


- Free bleeder.
Og så er jeg egentlig ret ligeglad med, om det er en hoax, en joke eller virkeligheden. Stop det! Og du skal dælme ikke komme på besøg i mit hjem på den tid af måneden. Jeg skal ikke have dine free bleeder plamager i mine møbler.

- Gnavegrønt.
Det er en syg træls pædagog, der har siddet en mørk aften med et krus tjørnebusk-te og gnavet i en knoldselleri, der har opfundet det ord.

- Jeg har fået dame på.
Okay? Pænt sært, alligevel. Hvordan gjorde du? Sekundlim og så op på skuldrene med hende?

- Det er konge, det det! (Oftest efterfulgt af et overforbrug af udråbstegn).
Du har talt. Og gå så ud til din Opel Kadet.

- Jeg kondolere.
+r

- Godt brølt! (Også her er det efterfulgt af for mange udråbstegn).
Jeg brølede ikke. Jeg sagde min mening. Stille og roligt. Det er der intet brøl over.

- Fadbamser.
Det er bare lidt for "Velkommen til Salten Marked. Der er øl i teltet og Flemming Bimse Jørgensen kopi-band spiller op til dans"-agtigt.

- Løvbestaj.
Narh, tæt på, men ikke tæt nok. Leverpostej. (Okay okay; det er vist dialekt. Men stadig...)

- I min optik.
@@£$!"#!!

- Forstår du hvad jeg mener?
Jeg har en veninde, der har fået den (grusomme) vane med at afslutte med den svada. "Så her i går, der havde jeg bare ondt i mine arme. Jeg bar en pakke på 12 kg. hjem fra posthuset. Forstår du hvad jeg mener?"

Jeg tror lige jeg kan kæmpe mig op til en forståelse af det, ja.

Jeg har gjort noget dumt

Efter min periode med stress, er jeg blevet lidt tyndhudet. Min mave reagerer med det samme jeg bliver bekymret over noget og det giver følelsen af at der er hældt syre i min mavesæk.

Så jeg har altid et glas Magnesia i min taske.

Det sidste stykke tid har tankerne hobet sig lidt op og nærmest stået i kø for at få opmærksomhed. Det skete også i går og belønningen kom med det samme: Av, min mave. 

Så jeg slugte et par Magnesia ved middagstid. Og igen til aften. Og så blev der ro dernede og Uglen og jeg kunne læne os tilbage og se Melodi Grand Prix. På bordet havde jeg stillet en skål med blåbær, jordbær og vindruer. Og ærligt talt; jeg var ved at visne. Allerede efter de to første sange, blev jeg helt svedig og udmattet ved tanken om, at der var over tre timer til det sluttede. Så jeg gik ombord i skålen og trøstespiste, mens jeg med et tomt blik gloede på vindmaskiner og voldsomt meget scenefyrværkeri. (Uanset hvor kedelig og dårlig sangen er, så véd man bare, at publikum går fuldstændig i selvsving og glemmer at klappse taktfast, når der eksploderer en kæmpe stjernekaster ved scenekanten. Hver.eneste.gang.)

Det var vindruerne jeg kørte ind. I store mængder. Nærmest uden at registrere det. 

Og så sluttede det. Og internettet var sure. Og min mave sved lidt. Så jeg tog et par Magnesia mere og skred i seng. Og da jeg vågnede, var det ikke tankerne, der stod i kø. Hvis I forstår sådan en lille hentydning.

Jeg har boet på badeværelset hele formiddagen. Og har præsteret at stoppe toilettet to gange. (Tak til Lidl for 5-lags toiletpapir). Så står man bare der og kigger på vandstanden, som nægter at synke og man har to valg: 

1: Stik hånden ned og frigør den massive klump af papir.

2: Vent.

Så jeg ventede. Og børstede tænder. Og fjernede genstridige hår på afveje diverse steder. (Hvad SKER der for det? Er det alderdommen, der får kroppens hårstrå til at miste stedsansen?) Og så kom lyden, som man havde længtes efter: En kæmpe bøvs fra toilettet. Og total tørlæggelse i kummen. Stakkls de rotter, der har holdt formiddagsmøde nede i kloakrørene.  De er sikkert blevet blæst til sønderjylland.

Nå. Det var lækker information, hva'? 

Jeg er virkelig en charmetrold.

Er det løbetidstid?

Christ altså. Jeg har åbenbart ramt løbetiden. Eller en form for kådhed. Kan i hvert fald nærmest ikke engang crashe en tur i Føtex, uden at øjenflirte med pæne mænd.
Det er fedt. Og livsbekræftende. Og der er intet galt med det. Men for fanden...man trænger nok til lidt action, når man nærmest lige bakker et par skridt i køen - ganske diskret - fordi manden bagved dufter lækkert maskulint. Og man burde nok gennemruskes på den saftige måde, når man nærmest får bølger af erotisk elektrisk stød gennem samtlige nerveceller i kroppen, når man taler med en tidl. kollega og han lige lægger en venskabelig hånd oven på ens arm, når man taler. Jeg fik jo nærmest kondomformede pupiller.

Og vejret har været SÅ lækkert de sidste dage. For mændene har korte ærmer på. Og der er underarme over alt derude. Det er nærmest ikke til at håndtere. Jeg har en syg trang til at gå hen og kærtegne dem og måske lige bide lidt i dem, mens tankerne fræser om kap i hovedet på mig. "Sikke en styrke, der må være i de arme. De kan nok godt holde godt fast. Og holde tunge ting nede...i madrassen".


Det er jo tæt på, at jeg bliver opstemt, bare jeg ser et par mandeankler.


Bliver.nødt.til.at.få.noget.til.at.ske.

WC-update

Når man sidder på toilettet og taber den eneste rulletoiletpapir på gulvet og bare kan sidde der og se den trille hen over gulvet og ind under skabet...

Nu er jeg ikke den store taler...

men det var jeg jo så alligevel. I lørdags.

Var til radiomusens 50 års fødselsdag og under gæsternes tallerkener, lå der små sedler med en opgave.
Nogle af gæsterne havde en blank seddel - andre skulle sørge for, at deres bordherre/dame havde det godt og så var der min opgave:

"Skriv et afrikansk eventyr og læs det højt".



??






Læs...det...højt...? I et telt fuld af mennesker? 50 mennesker? Læs...det...højt...

Først overvejede jeg at glemme det. Hey...musikken spillede...folk drak alkohol. Den kunne jeg godt sagtens snige mig ud af. No problemo.
Så ændrede jeg taktik og forsøgte at bytte min opgave med nogle af de andre gæster. Jeg fik blot en latter som et svar.
Tilbage til "Jeg glemmer det"-planen. En times tid. Men så fik jeg dårlig samvittighed. For fanden...nogen havde jo givet mig opgaven af en grund. Jeg ville sgu ikke være så fesen, at skide på det.

Jeg hadede opgaven, ja Men altså...
Skred simpelthen udenfor og satte mig på en stol i haven med alkoholproviant, cigaretter, papir, mobil og kuglepen. Og her forsøgte jeg så at samle mig og booste krativiteten.

Først fandt jeg poesirobotten. Online. Hvor man bare plotter nogle navne ind og så laver den et digt. Gik ikke så godt. Det var et dybt perverst digt.  Men da jeg havde bundet min øl og kæderøget et stykke tid, mens talerne var i gang inde i teltet, kom den til mig.

Google Translate!

Genialt! Jeg skrev en historie på dansk, kørte den gennem en swahili-oversætning og vupti! SÅ havde jeg en masse ord, som bare skulle siges højt. I et telt. Foran en masse mennesker.
Her besluttede jeg mig for at køre den helt igennem. Fandeme. Folk behøvede ikke vide, at jeg var nervøs. Hvorfor ikke bare lade dem tro, at jeg var helt på toppen og tunet til fingerspidserne?
Så jeg fik fundet noget jungle-baggrundsmusik/lyde, fik ved hjælp af anden radiomus forbundet mobil til store højtalere. Og efter en heftig drink i få slurke, skred jeg op foran alle og holdt min første tale på Swahili.


(Se bort fra sjusket skrift. Jeg var fuld og nervøs på en havestol, da jeg skrev det).

Jeg gjorde det! Og det var skide sjovt! Mere end skide sjovt. Og helt ærligt; jeg gav mig altså lige en ekstra stor drink og et mentalt skulderklap bagefter.

Røvhullerne på internettet

Folk er nogle svin på internettet.


"Årh ja, sikke en generalisering" og ja ja, lad mig omformulere mig: Visse mennesker er nogle svin på internettet". Og det bliver bare værre og værre.


Ja, jeg kan også svinge riven. Bestemt. Og jeg har nok også et synderegister i flere kapitler, for indrømmet; jeg har en del fordomme. Og fordomme er sjove - hvis man ikke gør dem personlige.
Kritik og forargelse og endda også vrede er også helt okay at give udtryk for på den virtuelle opslagstavle. Det kan ikke pisse mig af. Vi er alle forskellige. Og forskellige emner tricker forskellige punkter hos mennesker.
Men når man går hen og bliver personlig og rammer en enkelt person med perifide modbydelige kommentarer, så får jeg ret meget lyst til at sætte mig oven på de personer og kvæle dem med mine baller. Eller alternativt bare puffe dem i en gammel slimet brønd. Bare et kvarters tid.

Indenfor en time, har jeg i dag på Facebook oplevet to forskellige artikler med et modbydeligt kommentarspor.
Den ene af dem var i Metroxpress og omhandlede en ung mand, som døjer med en lidelse, der giver ham kvindebryster. Noget, som nok de færreste mænd synes er skide fedt for selvværdet. Noget, som - hvis man gad læse artiklen - tydeligvis gør møgnaller på hans psyke.
Men på trods af det, var der som en af de første kommentarer en halvhjerne, der blot havde smidt et link til en video med hval-lyde.

Det er fandeme sølle! Hold kæft, hvor har man et sølle liv, hvis man sidder der i sin usle lejlighed og tænker: "Hah! Nu skal han sgu lige have at vide, hvor fed jeg synes han er. Så får jeg måske en masse likes".


Men det er jo generelt blot en stigende tendens. "De tykke skal man gøre grin med". Og det mest sørgelige er, at du kan ikke banke fornuft ind i hovederne på sådanne spader. Deres hjerner kan simpelthen ikke lægge to og to sammen og tænke: "Hov, måske jeg sårer nogens følelser?".

Men fat-shaming er bare det nye sort hos mennesker med empati i restordre. Og det var også en af grundene til jeg blev smidt ud af den famøse singlegruppe. Ikke fordi jeg fat-shamede nogen eller sårede nogens følelser. Næh, fordi jeg kaldte dem - der netop sidder og gør grin med overvægtige, undervægtige, homoseksuelle og andre fra"uh-uh - de stikker udenfor"-kategorien - for nogle røvhuller.
Og nej, gu' er jeg da ikke en skid en engel med fluffy vinger. På ingen måde. Og de må gerne kyle mig ud. Det er deres beslutning. Men at blive kylet ud af sådan en gruppe med sådan en begrundelse, siger desværre en del om de vigtige admins' sociale IQ.
Og det siger generelt en del om hele problemet med fat-shaming. Man skal bare holde sin kæft og scrolle forbi, hvis man ikke synes det er sjovt.


Gu' vil jeg. Aldrig nogensinde. Røvhuller skal vide, når de er røvhuller. Det er konsekvensen af deres sølle handlinger.
Det er da i dén grad et klamt samfund og et endnu klammere menneskesyn, når man - som f.eks. i den artikel i dag om manden med kvindebrysterne - føler man lige skal gå ind og småsmadre lidt i fundamentet hos mandens selvværd.
Det er edderrøvme vammelt. Og vammelheden får lige et nøk opad, når man tænker på, at manden i artiklen hverken var fra England, Polen eller Prag. Han er såmænd dansker og har ladet sig interviewe om noget, som virkelig påvirker hans livskvalitet i negativ retning. Ergo kan man nok godt regne med, at han læser artiklen og dermed også kommentarsporet.

Skide smukt! Så fik han lige dén, hva'? "Øj, se ham der. Han har pattah! Jeg er ikke klog nok til at læse artiklen og jeg fatter ikke rigtig noget, der handler om empati og sympati. Men nu vil jeg da lige fortælle ham, at jeg synes han ligner en hval. Hvorfor? Fordi jeg kan!".


Visse mennesker burde fratages deres internetadgang.

Jeg har brug for en skytsengel

Heldet er ikke ligefrem med mig denne uge. Og hvis der fandtes en pris for klodsethed, ville jeg få den største statuette. 

Det hele startede tirsdag aften, da jeg skulle i seng. Af grunde, som jeg ikke kender, gled jeg i en nylonstrømpe og da jeg ligesom godt kunne mærke, at krop ikke kun blive stående på to ben, forsøgte jeg at redde styrtet ved at gribe fat ved vindueskarmen, 

Gik knap så godt. Fik i hvert fald lavet en besynderlig bevægelse med nakken og knaldede panden ned i radiatorkanten. 

Utroligt nok slap jeg med en bule. Jeg må vel bare konkludere, at jeg er ret tykhovedet, siden der ikke kom blod. Til gengæld kom der smerter. Har ædt så mange hovedpinepille, at selv fastliggerne på Københavns Hovedbanegård ville sige: "Overdriver hun ikke? Det kan da ikke være sundt at sluge så mange piller". 

Jeg frygtede lidt, at jeg ville få et ondt blåt mærke. Der er jo ingen der æder den, hvis man siger: "Jamen, jeg gled i et stykke nylon i str. xxxl. Og så ramte hovedet radiatoren".Alle ville jo tro, at man har indkasseret en knytnæve og forsøger at dække over en psyko. 

Men den er nu god nok. Det er sådan noget der sker, når ens krop kræver ret så store arealer af nylonstof. Og når man bare generelt ikke er så skide heldig skruet sammen. 

Så de sidste dage har stået på en del hvile. Og gloen ud i luften, fordi jeg stak mig selv en mulig diagnose på hjernerystelse. Jeg gad ikke gå til læge. Hun ville jo bare sige det jeg selv kunne google mig frem til: "Hvil dig. Ikke se for meget tv og ikke for meget computer".

Og i her til aften lettede hovedpinen så endelig lidt. Og så smækkede Uglen og jeg os ned i sofaerne og så "Klokkeren fra Notre Dame". Jeg har lovet hende i flere måneder at se en Disneyfilm. Modvilligt. Og så har jeg udskudt det pænt mange gange, fordi tegnefilm ikke siger mig det store. Men mest fordi der altid er nogen der dør i Disney. Og det magter jeg ikke særlig godt. 

Mads & Mikkel gør stadig ondt i hjertet her 30 år senere. Det samme med Bambi. Og don't even get me started med Løvernes Konge. Jeg hulkede mere til den, end da jeg så Titanic. 

Men Uglen forsikrede mig om, at ingen (gode) dør i Klokkeren fra Notre Dame. Så den så vi. Og den er jo fabelagtig fantastisk. 

Og så var der ligesom hygge i hjemmet igen. Lige indtil filmen var færdig og jeg besluttede mig for at gøre noget ved tåneglene.

Jeg skal til 50 års fødselsdagshavefest i morgen og jeg véd jo ligesom, at jeg plejer at smide skoene, når promillerne overtager. Og de her tæer er virkelig ikke for børn. 

Så jeg placede mig ude på terrandaen (for de der neglestumper skyder en pæn hastighed, når de bliver hugget over). Jeg kunne ikke finde negleklipperen, så det blev en Fiskars køkkensaks. Og det var en dårlig beslutning. 

For neglene på mine storetæer er tykke som tegl. Der skal lægges krafter i. Så det gjorde jeg. Og i starten gik det fint. Stumperne føg om mig, som var jeg midt i Vietnail. Men så gik det galt. Saksen fortsatte med et højresving og klippede noget af toppen af min højre storetå. Så nu bløder det. Og jeg kan ligesom godt bare opgive alt om at tage de ellers planlagte åbne sandaler på i morgen. 

Kan man få bevilliget en støtteperson fra kommunen? 

Regeringen og de tre små grise

Hver eneste gang regeringen åbner munden, daler min tro på medmenneskelighed. Og så bliver jeg sgu egentlig virkelig vred. På den der "Lorteland" måde vred. 

Men allermest rammes jeg af en tristhed og en frygt for. hvad fanden der skal blive af det her land. For det ser ikke godt ud.

I går blev jeg i en debat kaldt pladderhumanist, landsforrædder og "væmmeligboer", fordi jeg forsvarede flygtningene og fordi jeg argumenterede for, at det fandeme ikke handler om, hvor du kommer fra, men hvem du er. Individuelt. Og der er bestemt ingen tvivl om, at den sølle mand bag ordene var rigtig stolt af sit lille ordspil. Jeg vil så meget vædde med, at han nærmest har skrevet kontrakt med sig selv og i skrivende stund planlægger en turné som comedy-nar. For hold nu op, hvor kan han da lege med ordene. Sikke et kreativt sind, der ligger bag udtænkningen i at omdøde venligboer til væmmeligboer. Wow. You-blow-my-mind!

Lige dér, havde jeg lyst til at krybe ned på et niveau, som ellers er forbeholdt "Den Korte Avis"-segmentet og hamre mig igennem tastaturet og sende ham en sviner med Caps Lock trykket så langt ned, at den aldrig kommer op igen. Men den glæde vil jeg ikke give fjolset. Jeg kunne jo risikere, at han følte vi forstod hinanden.

Men hvad er det der sker? Hvor fanden gik det galt? Hvem kappede ledningerne og klistrede dem sammen og lavede århundredets største mentale kortslutning? 

Jeg kan sagtens forstå, hvis man bliver utryg over flygtningesituationen. Der er ikke nogen, der kan eller skal gøre sig til dommer for, hvad andre føler ubehag ved. Men derfra og så til at hade samtlige flygtninge og tillægge dem modbydelige værdier, er der fandeme langt. Omtrent lige så langt, som jeg er fra at have et normalt bmi. 

Hvorfor bliver folk primattrælse i knolden og mister evnen til at vurdere mennesker ud fra deres handlinger i stedet for deres oprindelsesland? Er det uvidenhed? Er det dumhed? Eller er Danmark bare en lille træls nation, der klapper på 2 og 4 og rider stolt på bølgen på et falsk surfbræt, når vi bliver omtalt som verdens lykkeligste land? Er vi virkelig et lykkeligt land eller er vi et forlorent lorteland fyldt med fremmedhad og skyklapper tungere end Titanic? 

Jeg vil gerne tro på, at vi stadig er gode gamle Danmark inderst inde. Jeg er også klar over, at tiderne ændrer tingene og at tiden med grøftekanter hører fortiden til. Og det behøver ikke være dårligt. 

Men den mening deler regeringen i hvert fald ikke med mig.

Regeringen er lort. Kort og godt. Udover at de fortsætter med deres moderne Holocaust og propper folk med ondt i livet og ressourcer i restordre i "Duer ikke - væk!" kasserne, så opererer de lidt som IS. 

Og nej nej, rolig nu; træk vejret. Jeg mener ikke, at Løkke & Co. tøffer rundt og træner deres sigte og pudser deres maskinpistoler og bomber eller at de har selvmordsbomber indsyet i ministeruniformerne. Men de er i fuld gang med at dele Danmark i to. De rige og de fattige. Over- og undermenneskerne. Danskerne Vs. muslimerne. Akkurat ligesom IS knokler på for at grave kæmpe grøft mellem Vesten og muslimerne. 

Danskerne har aldrig tidligere været opdelt så radikalt. Der er ikke længere nogen middelklasse. Der er det arbejdende folk med medvind i livet. Og så er der dem, der kæmper med en led modvind. En led modvind, som bliver holdt i live af regeringen. 

"Nårh, du har det skidt, siger du? Du er parkeret på kontanthjælp? Du kan ikke rigtig få hverdagen til at fungere, fordi din psyke modarbejder dig? Ved du hvad? Vi truer dig lige lidt. Og hvis du ikke lever op til vores pres og vores krav, så nakker vi sgu lige nogle af dine penge. Hver måned. Så kan det måske være du forstår, at vi alle skal deltage i arbejdsmarkedet. Om du er flygtning eller dansker med psykiske eller fysiske problemer er sådan set ikke vores problem. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Her på Borgen bruger vi ikke medmenneskelighed".

Regeringen er den store stygge ulv, der puster de svagestes hjem i smadder. Og jeg kunne selvfølgelig tage fejl, men det virker til de nyder det. Og det giver mig kvalme. Men allermest gør det mig trist.

For jeg elsker mit land. Og jeg hader, at regeringen får mig til at skamme mig over at være dansker. 

Når medmenneskelighed og omtanke omfavner ens hjerte

I dag tog jeg direkte fra arbejde og til et møde. Og faktisk med lidt træthed i hjertet, fordi - når det handler om noget med følelser og nogen man elsker - så tager det al energien og lidt til.

Men mødet gik rigtig godt. Og da jeg kom hjem og gik op mod hoveddøren, blev jeg mødt af en levering fra Interflora. 

Jeg stod egentlig bare og stirrede lidt på den og tænkte først: "Den må da være blevet afleveret forkert". For godt nok har jeg masser af dejlige mennesker i mit liv, som på hver deres måde viser mig kærlig opmærksomhed. Men Interflora-leveringer er ikke noget jeg oplever så tit.

Men adressen og navnet var god nok og så meldte næste spørgsmål sig: "Gad vide hvem det er fra? Åh nej, bare jeg ikke har fået en creepy stalker", For så fordomsfuld og selvoptaget er jeg åbenbart.

Og så læste jeg kortet. Og så fik jeg tårer i øjnene. For blomsterne og chokoladen var slet ikke fra en stalker eller noget andet creepy. Det var fra en virkelig sød kvinde, som syntes hun kunne fornemme, at jeg havde virket lidt trist på det sidste. Så hun håbede, at denne hilsen ville kunne gøre noget godt for mit humør.

Jamen...

OM det gjorde! Jeg blev simpelthen så rørt i hele hjertet. Og tårerne kom og bankede blødt på. Og pludselig skinnede solen faktisk lidt ekstra. For jo, for pokker. At hun har tænkt på mig og at hun har valgt at få sendt den hilsen til mig, varmer helt ind i midten af knoglerne. Jeg bliver virkelig rørt, når folk er så hjertevarme. En smukkere egenskab tror jeg ikke der findes.

Og det har bare generelt været et par dage med masser af kærlighed og sødme de sidste dage.

- Teenagerne, som bare er guld værd. Mindst. Som overtager køkkenet, når der er gæster og ordner al opvask og oprydning, så jeg kan sidde og slappe af og hygge. Som krammer mig ofte. Som har en humor, der gør hverdagen farverig og skøn.

- En god lang snak med en veninde, hvor man egentlig ikke behøver alverdens ord og lange sætninger og forklaringer for at forstå hinanden.

- En sød mand, som faktisk bare er sød. På den der gennemførte oprigtige varme måde. (Og nej, jeg har ikke indgået parforhold, men han er så god en mand. Og hans invitation i lørdags gjorde mig glad. Også selv om jeg desværre ikke kunne)

- Min søde veninde/kollega, som gav mig en Chanelduft. Og som låner sin bil til mig, når jeg som i dag f.eks. skal til møde. Det betyder så meget og jeg er så taknemmelig.

- Min søde ven, som tænkte på mig i går og tog mig med ud at handle, så jeg ikke behøvede at slæbde varer hjem med håndkraft.

- Mine forældre, som kom i weekenden og som fylder huset med tryghed. Om det så er lyden fra min fars tøfferi på hans dampcigaret, så giver den følelsen af "her er trygt - her kan jeg være mig". 

- Min nevø på snart to år, som sagde mit navn før første gang i lørdags. Og som giver sjaskvåde truttere og små bamseklem.

- Min lillebror og min svigerinde, som også kom forbi i weekenden og som gjorde dagen skøn, fordi de er dem. 

Jeg har simpelthen suget det til mig, som en knastør svamp i regnvejr. Og det har bare gjort underværker og krammet mit hjerte så meget.  Og gud, hvor jeg nyder hvert sekund af det. 

Glædelig 1. Maj

Så blev det dælme maj. Webermåneden starter. Fluerne har med garanti sat deres vækkeur til i dag. Og det røde flag smælder over hele landet.

Nu er jeg jo selv rød. Både når det angår min hårfarve, min hudfarve, når solens stråler rammer den og også rent politisk. Rød med kant. Enhedslisten. Og så burde jeg vel egentlig finde det største og mest larmende flag frem og tonse frem og tilbage med det hele dagen.


Men jeg nøjes med vasketøjet. Store hvide lagner ud på tørresnoren. Hvilket giver mening rent symbolsk - vores patetiske regering taget i betragtning. Ikke at jeg vil slutte fred med dem. På ingen måde. Jeg vil bare have fred for dem. Totalt. For hver gang de åbner munden, rammer det de allersvageste.
Alt lyser ud af dem, at de ser ned på alle dem, der af forskellige årsager ikke arbejder. Det er 2. sorteringsmennesker, som skal pilles fra hinanden og straffes for, at de har taget sig den frihed og været så frække, at være blevet placeret foran de største bakker her i livet. Bakker på veje - ikke serveringsbakker. (Sidstnævnte er forbeholdt regeringen).
Pisse stejle bakker, som kan få selv den allermest dopede Tour de France rytter til at tude og sige: "Det kan jeg sgu ikke, det der!".

Værsgod! Her er en 716 kg. tung cykel uden gear. Kan du så komme op ad den bakke!


Alt imens Lars Løkke & Co. fiser op af den på topmoderne el-cykler. "Kom nuuu, dernede! Se...VI kan cykle op. Så kan I sgu også!".

Jeg hader dem. Og ja, had er et stærkt ord at bruge, men ikke desto mindre er det sådan jeg føler. Hvad fanden bilder de dem ind? Egentlig? De er jo syge i knolden. Og helt ærligt; ikke ret intelligente. For de kan jo slet ikke se, at det tiltag de har gang i lige nu - at presse folk økonomisk, så de ikke forbliver syge og arbejdsløse - blot forværrer det hele. Hvis de er frustrerede over alle dem, der er parkeret på kontanthjælp lige nu, så venter der dem en led overraskelse. For hele den holocaust-agtige hjerneblødning virker omtrent på samme måde, som hvis man forsøger at lappe et cykeldæk med et stykke gennemgnasket Hubba Bubba.

Røvhuller.