Ja, jeg ved ikke, om det er en korrekt overskrift. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle kalde den. Nå, men dette bliver personligt. Og meget "vende vrangen ud på sig selv". Men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at få det ud på skrift.
Jeg hader ganske få mennesker. Det ligger simpelthen ikke til min personlighed at bære rundt på had i hjertet. Både fordi det er så drænende for livskvaliteten, men også fordi jeg er så blødhjertet, at jeg nemt kan svælge i gode ting og dermed glemme og indse, hvis nogen pisser på mig.
Men hvis folk har gjort mig nok ondt, så føler jeg egentlig bare medlidenhed med dem og ser dem som undermennesker, som ikke er værd at have i mit liv. Men så er der undtagelser. Det er der jo altid. Og jeg er sgu kun et menneske. For der er ganske få personer, som jeg hader indædt. Ene og alene fordi de har gjort så meget ondt på mig, at mit hjerte sgu aldrig vender tilbage og bliver det godtroende uspolerede tillidsfulde et, som det var engang.
Jeps, hjertesorg. Og ja, det har alle mennesker, som har tilladt sig at elske, oplevet. Det er en del af livet, hvad enten man vil det eller ej. Men så er der den type hjertesorg, som har været så ekstraordinær forfærdelig, som slet ikke burde være rimeligt for nogen at opleve.
Jeg har nævnt ham før på min blog. Og nu nævner jeg ham igen. For han smadrede noget virkelig fint i mig, som ikke kan repareres. Og jeg hader ham for det. Jeg hader ham så inderligt. For jeg elskede ham så højt, at det gjorde fysisk ondt i mine knogler.
Mest af alt hader jeg mig selv for at have ladet ham gøre alt dette imod mig. Allerede da jeg tog ham i at have kneppet min degang tætteste veninde, skulle jeg have droppet ham. Det ville have sparet mig for så mange tårer. Men det gjorde jeg ikke. For han havde en evne til at manipulere med min tankegang på en syg måde, så jeg endte med at blive i tvivl om mit eget værd og åbenlys sund fornuft.
Jeg blev en skygge af mig selv og jeg var syg af jalousi. En jalousi, som var ganske berettiget, men som han hjernevaskede mig til at tro var opstået pga. dårligt selvværd.
Set i bagspejlet - nu hvor jeg igen ser klart - var hele vores forhold baseret på løgn og magtliderlighed fra hans side. Han behandlede mig som det passede ham. Fordi han kunne. Han straffede mig med op til seks ugers tavshed, når jeg havde taget ham i en løgn og i et svigt.
Jeg skulle være smuttet flere gange. Både, da han hyggede sig med min veninde. Men også den dag han og jeg sad i S-toget og pjattede og grinede, og hvor jeg fik øjenkontakt med en ældre herre på den anden side af gangen. Han sad og nuldrede en rosenkrans og kiggede mig så intenst i øjnene, at jeg fik det ubehageligt og følte, at han kiggede helt ind i mit indre og han sagde til mig: "Du skal passe på dig selv. Han er ikke god for dig. Han kommer kun til at gøre dig ondt".
Åh, hvor skulle jeg være smuttet mange gange. Og åh, hvor skulle jeg have lyttet til mine veninder og min familie, som forsøgte at få mig til at indse, hvad jeg var sammen med. Men jeg blev hos ham i seks år. I seks år var vi et par. Han fungerede som en far for mine børn - specielt for min søn. De to havde et helt specielt bånd, som ellers burde være forbeholdt far og søn. Og han var jo ikke far til mine børn. Heldigvis.
For lige pludselig en dag var det slut. Han ringede en lørdag blot for at forsikre mig om, hvor højt han elskede mig og hvor meget han savnede mig. Jeg var på vej ud af døren og vi aftalte at tales ved senere på dagen.
Men jeg hørte aldrig fra ham igen.
Jeg var sørgeligt nok vant til at han uden varsel smed mig på is. Så gennem flere måneder - ja nærmest år - ventede jeg på at høre fra ham. Jeg fik det så fysisk dårligt, når min mobil gav en sms-notifikation fra sig, at jeg til sidst satte den på lydløs og vendte den med skærmen nedad, når jeg gik i seng. Og sådan stod det på længe.
Det tog mig år at komme mig. Den dag i dag får jeg stadig flashbacks uden varsel, hvis en duft eller en lyd minder mig om ham. Jeg frøs nørmest til is, da jeg en dag troede jeg så ham. Han har ødelagt noget i mig, som var så fint, så fint.
Men jeg elsker ham heldigvis ikke længere. Jeg hader ham. Han er et frygteligt sygt menneske. Dog skal have have ros for én ting: På grund af ham, blev jeg tvunget til at gennemgå mig selv og mit følelsesregister. Og på grund af det, er jeg blevet et meget stærkere menneske, end jeg troede var muligt. Så den ros skal han have. Noget godt kom der da ud af det.
Han giftede sig med en anden. En, som han sikkert allerede havde, mens han og jeg var sammen. Og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Hun fik alt det, som jeg havde sukket efter i så mange år. Alt dette fik hun på et splitsekund.
Nu indser jeg så, at det var mig, der var den heldige og at det er hende der sidder i lorten. For nu vil hun skilles. (Ja, jeg snager på Facebook). Og han er i dyb krise. Karma har ramt ham og det fryder mig. Men jeg fik pludselig en grim tanke. "Hvad nu, hvis han kontakter mig? Jeg kan ikke holde til det. Jeg vil aldrig se ham igen. Aldrig høre hans stemme igen".
Et øjeblik følte jeg mig svag. Uendelig svag og banket tilbage til min sårbare periode, hvor han styrede mit liv. Men den svaghed blev lynhurtigt til en styrke, da jeg med min falske profil (jeg tager ingen chancer - tænk hvis jeg kom til at trykke på noget med mine fede fingre uden gps) kiggede på hans profil.
Manden er lige så vanvittig, som dengang jeg kendte ham. Heldigvis var der ingen Facebook der. (Eller jo, det var der. Og jeg havde også en profil, men han sagde han ikke gad det der Facebook. Det viste sig så, at jo, det gad han godt. Han havde bare blokeret mig, så jeg ikke opdagede han var derinde. Den lille charmetrold).
For hvor er han dog et sølle skvat. Et sølle selvmodsigende dobbeltmoralsk løgnagtigt skvat, der udstiller konen offentligt som ren ondskab - og hvor han fremstiller sig selv, som det uskyldige blide får, der bare gik og græssede på en eng under en regnbue, da den fæle stygge ulv kom og bed hans ene bagben af.
Hvor føler jeg mig heldig.
Jeg har brugt så mange år på at føle, at jeg havde mistet noget værdifuldt. Og nu viser det sig, at skæbnen ikke har røvrendt mig, som jeg ellers troede. Skæbnen gjorde mig derimod en tjeneste.
Jeg er kommet videre i mit liv. Jeg er blevet stærk. (Med periodevise udfald). Jeg har på kort tid fået boostet mit cv - både arbejdsmæssigt, men i den grad også på det personlige plan.
Og ham? Tja, han er stadig det samme sølle menneske, som ødelægger alt omkring sig.
Det har været en øjenåbner af den fantastiske slags. Jeg kan ikke ændre ved fortiden. Og det behøver jeg heller ikke. For jeg er ikke det skvat, som han gjorde mig til, Jeg er faktisk det modsatte. Jeg rejste mig og fik vokseværk.
