Sådan helt oprigtigt glad.
Min elskede nevø på 9 år, havde ud af det blå spurgt sine forældre forleden om "Hvorfor bor Heidi og Gråstænkt egentlig ikke sammen længere".
Det må man sige...det må han have tænkt længe over. Det er trods alt tre år siden snart. Nå, men min bror havde bare svaret: "Åh, jamen, de fandt bare ud af, at det var bedst de ikke boede sammen". Og her kom svaret så fra min nevø: "Det er også godt. Det er meget mere hyggeligt at være hos hende nu. Nu har jeg hende for mig selv".
Bette skat. Haha...sådan kan man også vælge at se på det. Og ingen tvivl om, at han og jeg har et helt specielt bånd mellem os. Og så kan jeg da godt se, at han synes det er langt bedre, at han har min fulde opmærksomhed.
Tre år. Det er vildt. Jeg fatter ikke hvor tiden blev af? (Ja ja, 2 år og 7 måneder - for at være helt korrekt). Det er godt nok gået hurtigt. Og på samme tid føles det som om det er mindst fem år siden han og jeg var et par.
Det var fandeme hårdt. At ende det forhold. Det kan godt være, at det er værst for den person, der ikke lader bomben sprænge, men jeg skal altså lige hilse og sige, at det sgu heller ikke er nemt at være den, der stopper forholdet.
Hold kæft, jeg havde dårlig samvittighed overfor ham. Men altså, for pokker; det er trods alt de færreste, der har det honkydonkyswell med at såre andre. Og jeg har jo aldrig hadet ham. Han er sgu et fint menneske. Vi passede bare dårligt sammen.
Og når man gennem et år havde gået og taget sig mod til og forsøgt at finde det rigtige tidspunkt til at sige: "Vi skal ikke være sammen længere", så er det jo nærmest et helt års frustrationer, bekymringer og følelser der bliver udløst, når man endelig får gjort noget ved det.
Men fuck altså...snart tre år som single? Det er vildt. Men det har godt nok været skønt. Sådan hånden på hjertet. Den ro der har været. Ingen dårlig samvittighed. Masser af overskud til vennerne. Og vigtigst af alt: Masser af "Kælling, kend dig selv" tid, hvor jeg i dén grad har nydt at stå alene om tingene. Blive stærkere. Blive mere selvstændig. Forfølge drømme. Tage et éngangsknald. (Og det gider jeg så ikke længere. Det er så intetsigende). Flirte. Sidde hele aftener og nætter med min allerbedste mandeven og drikke vin, lytte til musik, have fede samtaler med substans, ligge sammen og se dårlige gysere.
Hyggeaftener med veninderne. Rødvin. Sladder. Betroelser. Kaffe ad libitum.
Og tid til mig og mine elskede teenagere. På vores måde. I vores tempo efter vores temperament.
Det har været sundt for mig. Virkelig sundt og tiltrængt. Og ærligt talt; jeg kan ikke huske en periode i mit liv, hvor jeg har haft det bedre med mig selv, end jeg har nu. (Lige med undtagelse af Mummikrop, men det er selvforskyldt og til at løse). (Og nårh ja, ingen roser uden torne - der har da været perioder med selvmedlidenhed og "jeg finder aaaaaldrig en mand, der gider mig for den jeg er"-perioder. Men sådan er det. Sådan må det godt være nogle gange. Bare man husker at vippe tilbage i en sund indstilling bagefter)
Og nu er jeg klar til at åbne mit hjerte igen. Klar, men ikke desperat. Og bestemt ikke klar til at flytte direkte sammen med en ny mand. Jeg gider det ikke. Ærligt talt. Jeg vil bare gerne nyde at lade et nyt forhold udvikle sig stille og roligt.
Og om jeg finder den mand om en uge eller om der går et år, er underordnet. Det eneste der betyder noget er at han er som han skal være. Helt uperfekt på den perfekte måde.
