Nå...
Men det er så hvad der sker, når man render rundt med en kronisk besættelse af at skulle være en person, som gerne vil leve op til alle de vanvittige forventninger, som man har til sig selv.
Det går glimrende i en periode. Men så kommer muren.
Og den står jeg foran nu. Og hold kæft, hvor er den høj.
Jeg er trist, men jeg er også rasende. Mest på mig selv. Fordi jeg er så skide dårlig til at prioritere mig selv lige så højt, som jeg prioriterer andre.
Gennem sidste halvdel af 2014, havde jeg venner, som ofte greb fat i mig og småruskede mig lidt og sagde: "Hey! Gear nu lige lidt ned. Du arbejder alt for meget og der kommer sgu ingen og takker dig, hvis du en morgen slet ikke kan komme ud af sengen pga. stress".
Men jeg var usårlig. Kunne alt. Ville alt. Alt - lige med undtagelse af at være god ved mig selv.
Og vennerne...de havde ret. For når man netop har en historie i rygsækken som endte ud i stress og ptsd og derefter en afgørelse om fleksob, fordi arbejdsevnen var så nedsat pga. følgerne af historikken, så er det sgu da logik for hjernedøde, at man selvfølgelig ikke kan arbejde pissemange timer i et travlt miljø, uden det får konsekvenser.
Det svarer jo for fanden til at montere et vodka-drop på en tørlagt alkoholiker.
Men det gjorde jeg. Fordi jeg ikke helt kunne acceptere mig selv. Jeg følte, at jeg kun var god nok, når jeg knoklede løs.
Og så kom bølgen og væltede mig. Af flere omgange. For jeg rejste mig jo selvfølgelig stædigt de første gange.
Og...uhm...det er så fedt med stress. Det er en gavmild lille satan, som gerne kommer med flere gaver. Som blandt andet depressiv tilstand. For man skal da ikke nøjes med stress-symptomerne, vel?
Big Spender Stress er et forpulet røvhul. Og jeg er et endnu større et af slagsen, fordi jeg ikke bare lyttede til mig selv og lod mig sygemelde i oktober sidste år.
Men næhh nej, jeg havde mere travlt med at prioritere arbejdet end mig selv. Det må fandeme kunne udløse en dummebøde og en gang prygl bag en lade.
Så hur-fucking-raaaaa! Præmien er en recept på noget anti-depressivt, som velsigner mig med så meget kvalme, at bare synet af køleskabet giver mig kvalme.
Men på den positive side: Så har jeg en pissesød familie og venner, som støtter mig voldsomt dejligt. Og en kollega, som passer på mig og som ikke tillader, at jeg presser mig selv og derfor stopper mig, når jeg ikke selv kan.
Håber fandeme, at mit vikariat derude kan blive en fastansættelse. Åh, det ville jeg gerne.
Men mest af alt håber jeg, at dette har været en lærestreg for mig. Én gang for alle. Og netop derfor har jeg også skrevet så åbent om det herinde, fordi jeg ikke må glemme, hvad mit svigt af mig selv førte til.
Aldrig mere vil jeg lade mine syge forkvaklede forventninger og krav til mig selv ødelægge mig.
Arbejde er vigtig og dejligt. Men det må aldrig aldrig nogensinde blive en identitet og førsteprioritet.
