...og med gummifoden presset på speederen kom jeg ud, hvor selv Amish-folket ville sige: "Det der, dét er fandeme håbløst". (Gud, hvor er den fod dog bare indbegrebet af socialklasse 5. Tror da fanden, at der ikke er en mand, der knokler mig op ad en væg og kysser og gramser mig i gulvet).
Efter at have ligget bag en (serbisk, tror jeg) lastbil, der lignede noget der havde ligget i blød i saltsyre i 12 år, og som kørte 50 km/t...
kom jeg endelig ud på de åbne stepper.
Som dog straks blev mere interessante, jo længere jeg kom væk fra tankstationer...(Hvorfor skal den lampe altid lyse, når jeg kører?)
Det var faktisk helt rart at møde nogle af de lokale...
Men ved I hvad? Jeg fandt vej! Og ankom tyve minutter før tiden. Mrm. Der er håb endnu.
