Nej, jeg har ikke forhøjet puls lige nu. Har ikke lortestressen under huden i disse dage. Thank God.
Men netop derfor vil jeg grifle nogle ord ned om det nu. For når jeg er viklet ind i det klamme spind og når jeg har ramt bunden, kan jeg ikke se klart. Så ville min beskrivelse af følelsen bare være illustreret af en bedemand.
Jeg troede faktisk naivt på, at man kunne ryste det af sig for evigt. Lidt ligesom røde hunde. En engangsforestilling.
Men er nået frem til den konklusion, at lortet kan være meget insisterende. Og at man nok skal vælge sine kampe med omhu.
Hader det! Og nægter at lade det fylde for meget. Men det er sgu svært, når man taber skålen med popcornene, og lige pludselig ikke kan huske, hvordan man samler dem op igen.
Hader selvbebrejdelserne, som klistrer sig til kroppen som en blanding af sæd og husblas blandet med ti-sekunders lim.
"Hvorfor nåede du ikke det?" - "Hvorfor tog du ikke et par timer mere?" -"Ikke godt nok" - "Skuffer alle".
Og man har bare lyst til at brøle et "Klap dog i, sindssyge kvinde", men man stopper alligevel sig selv, fordi man er i tvivl om sit værd og sin rettighed til at sige stop.
Glemmer alting. Aftaler, passwords, dankortkoden og ækle girokort.
Sover træls. Vågner flere gange om natten med et sæt, fordi man tror man har glemt noget (hvilket jeg så stort set altid har - kan bare ikke huske hvad - pænt træls problemstilling), eller fordi man har haft mareridt igen.
Hader det, hader det, hader det.
Hader at sidde på Netdoktor, og rage sygdomme til mig, og undervejs sortere de ikke-dødelige fra.
For man skal jo ikke gå ned på drama.
Men mest af alt hader jeg den skrøbelighed der lægger sig tungt over en, som en fed grim dum tåge ned en sigtbarhed på 10 cm.
Og jeg har simpelthen lyst at skyde samtlige idioter bag en rådden lade, som påstår at de er stressede, når de har travlt.
Ej men...gider I da lige lukke røven? Som i lige nøjagtig lige nu?
Jeg render sgu da heller ikke rundt og påstår, at jeg er bipolar, fordi jeg er trist over at køleskabet er stået af, og to min. senere er tindrende lykkelig, fordi det bare blundede og den lille motor startede op igen.
(Passer faktisk. Blev så glad, at jeg talte rosende til det. Så ved man bare, at man måske burde ringe efter lidt socialt samvær i stedet.)
