Der er dog visse ting, som jeg ikke deler. Simpelthen fordi jeg trods alt ikke aner, hvem pokker der læser med. Og believe me; der er nogle personer, som på ingen måde skal have adgang til mit inderste.
Men tourettefølelserne sidder i klynger lige nu. De vil ud, vil de. Skiderikker. Så det kommer de. Men i en stærk nedkogt version.
For ser I...jeg har skrevet side op og ned om, at jeg ikke orker dating og hele den der opstartsfase og barbering af ben og andre arealer på kroppen.
Og det er sådan set sandheden. Men jeg sonderer da terrænet. Selvfølgelig gør jeg det. Problemet er bare, at jeg er en adhd-dater. Jeg mister simpelthen interessen og koncentrationen lynhurtigt. Over småting. Som hvis en mand f.eks. skriver: "Knuz" - "Oxo" - "Qvinde". Eller hvis han ikke fanger på på skrift.
Overfladisk måske? Jo. Men jeg har brug for en mand, som kan noget med ord. Jeg skal tændes mentalt, før jeg kan tændes fysisk. Plain and simple. Jeg hverken kan eller vil gå på kompromis med det.
Så jeg har sonderet. Og status pt. er:
- En mand der kysser djævelsk godt og er skruet godt sammen mentalt.
Troede jeg. Er i tvivl nu, eftersom han ringer og skriver uden noget filter.
Faktisk - ved nærmere eftertanke - så er han dømt ude. Og ikke fordi han staver "sgu" forkert. (Det hedder IKKE sku!). Men fordi hans telefonitis ikke signalerer respekt.
- En mand, som gerne vil date mig. Og som "på papiret" ikke virker sær eller desperat.
- Og så er der den uopnåelige. Som har ramt alt i mig. For længe siden. Og som bliver ved med at ramme. Som stort set er alt det, som jeg bliver fuldstændig blød over.
"Men har du forsøgt, Rødhætte? Tag da chancen. Eller løb en risiko, om du vil".
Nej! Det kan jeg ikke. Af så mange årsager. Men mest af alt fordi jeg hellere vil leve med forstyrrelser i hjerterytmen, end at tabe ansigt.
Så jeg sætter et punktum. Forsegler. Og skrider tilbage til det sikre sted. Hvor der ikke er nogen der kan pisse mig af ved at vise sig at være en total ugennembagt klaphat på 1. date, hvor jeg i hast har tørbarberet benene halvhjertet, fordi jeg egentlig i bund og grund ikke gider at bruge tid på en total fremmed mand, og derfor risikerer at sidde i 25 grader med tykke strømpebukser på for at kamouflere mine ben, som ligner noget katten har bragt som kradsebræt.
Og til det sted, hvor jeg ikke risikerer at få bundet en (faktisk ret stram) strips omkring mit hjerte, som efterfølgende afstøder den sårede del, fordi der er gået koldbrand i lortet.
Hvorfor fanden skal det være så kompliceret? Jeg gider det da virkelig ikke.
Fuck det; jeg retter ryggen og skrider tilbage til "det kommer når du mindst venter det" ventepositionen. Hellere dét, end at blive en dating-rytter, som er så desperat, at der bliver slækket så meget på præferencerne, at man lige pludselig befinder sig i et "mangel af bedre" forhold.
Aldrig i livet!
“I am someone who is looking for love. Real love. Ridiculous, inconvenient, consuming, can’t-live-without-each-other love.”
Mrm...jeg lavede da lige en Bradshaw der. Så I det?
.jpg)
