Kl. middag sharp, trillede min fars bil ind i baggården. Med anhænger. Klar til at befri min terranda for vinterens skrammel.
Jeg syntes egentlig selv, at jeg - trods alt - havde begrænset mig lidt mere end de seneste år.
Men endte faktisk med at skamme mig og føle mig som en af de der skøre amerikanere, som samler så meget lort, at der ikke er plads til dem selv i deres eget hjem. Og som finder deres kat, som blev væk for fire år siden, under en bunke skidt i stuen. Indtørret og ret så død.
For min far var vist chokeret. Jeg overhørte bemærkninger som:
"Jamen for fanden da..."
"Hold nu kæft...gad vide om det kan være på traileren?"
"Åh gud da"
"Ja. (Opgivende suk)."
Han ved ikke, at jeg hørte det. Og jeg sagde ingenting. Skammede mig bare inderligt. Og fik flashback til da jeg var barn og blev bedt om at rydde op på mit værelse. Og hvor jeg stolt hentede min far, da jeg var færdig. Søde far, som var imponeret over den pludselige orden jeg havde fået. Lige indtil han begik den fejl at åbne mit skab, hvorefter han fik en højstol og et dusin dukker lige i skallen.
Men terrandaen blev tømt. Og ham og Sundhedssøn kørte på lossepladsen. Og tabte noget af læsset på vej derud. På en vej. I en by.
Håber fandeme ikke det var den sæk, som indeholdt ganske private ting.
Købte en Othello lagkage og en Wales krans til ham. For at råde bod på det hele.
Og så var han glad igen.
Hvornår bliver jeg voksen?
