Okay...
Har fået en besked. Fra en mand. En uhyggelig pæn mand. En pæn udgave af Thomas Holm. Og dét siger altså en del.
Manden er åbenbart blind, for han synes ret godt om mig.
Og jeg har bare siddet med den der fornemmelse af jeg på én eller anden måde kender ham. Og nu ringer klokkerne.
Jeg har datet ham! For 5 år siden.
"Jeg synes han virker så bekendt...Hrmmm".
Doh!
Han har haft sin tunge inde i din mund, for helvede! Flot Demenshætte.
Nå, men også ligemeget. Fuldstændig ligemeget. Underordnet. Gider ikke. Orker ikke. Holder mig langt fra at være opsøgende efter romantik og kærlighed. Gider ikke engang føle mig beæret over at få henvendelser. Er jo et kødmarked derude, hvor alle konstant er på jagt og gerne efter flere på én gang.
Det er ikke sådan jeg vil have det. Så i stedet læner jeg mig tilbage og venter på at skæbnen gør det, som den har bestemt sig for.
Vil ikke have "Hej, du var den heldige blandt alle dem jeg havde snøren ude efter" kærlighed. Vil have "Hej, det havde du nok ikke regnet med, hva'? At jeg forelskede mig i dig mens du ikke havde pæn makeup på, og mens dit hår sad allermest kikset" kærlighed.
Dagens optur:
- Har købt mig en sports-bh, som nok kan garantere, at bryster ikke er sociale i arbejdssammenhæng længere.
- Solen.
- Veninde.
