Bedre. Men stadig ikke helt stabil på fødderne.
For at sige det lige ud; stress er noget forbandet lort med lort på. Det er skræmmende, hvor meget det påvirker en. Jeg kan ikke finde ord for, hvor modbydeligt det føles. Glemsomheden, distrætheden, tankemylderet, forstyrret søvn, kort lunte, ondt overalt, skyldfølelse, følelsen af man på ingen måde slår til, minus på selvværdskontoen.
You name - We got it!
Men det bliver heldigvis godt igen.
Nå, men jeg skulle mødes med min veninde i dag, hvor vi begge har haft en fridag. Og ja, det startede anderledes.
Kunne godt mærke, at maven lidt levede sit eget liv, og da jeg stod og ventede på hende på torvet, kunne jeg godt fornemme, at prutte...dét skulle jeg ikke.
Så jeg tøffede på apoteket, og blev mødt af særdeles morgenfrisk farmaceut med ret så føntørret hår. Lænede mig på en "fortrolig-nu-fortæller-jeg-dig-noget-som-du-er-den-eneste-der-får-at-vide" måde over disken, og sagde dæmpet til hende:
"Har du noget mod...ehhh...dårlig mave? Altså, noget der kan stoppe...det?"
Og blev mødt med flg. respons:
Har du diarré?
Jeg henter lige et glas vand til dig, så du kan få en pille mod det!
Okay...tak. Altså, bevares, diarré er noget der kan ramme alle. Og specielt os med minus på galdeblæreområdet. Men for fanden...Resten af apoteket havde altså ikke behøvet at vide det.
Men så stod jeg der - med fromagerøven klemt sammen - og kickstartede dagen med et glas vand i éngangskrus og et storsmilende pindsvin på den anden side af disken, som virkede til at være utrolig glad for at have kunnet hjælpe mig.
Men: God dag. Med masser af snak, sladder, fortrolighed, sparring. Og senere hygge med teenagerne.
På sådan en våd (og ikke på den gode måde) dag, skal man skabe ekstra meget hygge. Så der er tændt stearinlys over det hele og der er blevet bagt små fluffy tykke amerikanske pandekager.
Det er faktisk slet ikke så dårligt.
