onsdag den 15. januar 2014

Dumhætte

Har ordnet vasketøjsbunker fra helvede i dag. Smidt ud. Sorteret efter farve. Lagt rent tøj sammen. Startet en vask. Startet den næste.

Og så skred strømmen. Midt i det hele.
Ikke i hele hytten. Kun i kælderen, men ikke i hele kælderen. Kun i et enkelt rum dernede. Der hvor vaskemaskine og tørretumbler står.
Og nå ja...strømmen skred også fra opvaskemaskinen.
Ovn og køleskab kører fint. (7-9-13)

Hvad er nu det for noget?!

Det må elektrikeren tage sig af. Men for fanden...Villavillekulla.

Har brugt en time på at lede efter mine yndlingsslaskebukser. Har ledt overalt. Og bandet en del. Havde sgu da lige set dem i morges.

Gæt hvad jeg havde på?

Mrm...netop.
Hvor distræt har man lov at være?

Skulle ellers skrive klumme i dag, men det må blive fredag aften, når jeg er alene sammen med et glas druer.
Mangler i øvrigt også lidt research, inden jeg kaster en masse veldokumenterede fordomme op.

Projekt "nu-får-du-fandeme-styr-på-din-rodehytte" skrider fremad.
Er faktisk ret klar til at modtage kollegerne til vores julefrokost i næste måned.
Vi er faktisk derhenne, hvor jeg uden nervøse tics ville kunne sige: "Kan du ikke lige tage et par skåle med fra køkkenet? Åh...hvor! Jeg kan ikke huske det. Bare kig i skabene".

Helt uden at være bange for, om noget ville bide dem. Eller om noget faldt ned i hovedet på dem.
Mangler dog at få skiftet køkkengulv. Kan ikke holde ud at kigge på det mere.
Hvad fanden foregik der i hovedet på det fjols, som startede med at producere sådan et linoleumsgulv, som leger det er af kork!
Det ligner jo mere end noget andet et gulv på en hospitalsstue, hvor samtlige seks patienter har haft Roskildesyge, og hvor toilettet er blevet afspærret og lukket ned af en ondskabsfuld og hævnliderkig sygeplejerske, som tænder for vildt på at se tyndskidstsunamier hen over gulvene.

Så jeg køber mig et nyt gulv.