Er jo en lille meningstrunte, så derfor blander jeg mig i div. debatter. Senest er det debatten om vold i forhold. Og dét har sat mit temperament på kogepunktet. For én eller anden person, udtaler yderst arrogant, at hun virkelig ikke kan forstå, hvorfor kvinder der bliver udsat for vold af deres kæreste, ikke bare skrider med det samme. Og dét ville hun i hvert fald gøre.
Mmm. Tillykke. Må jeg trykke dig i hånden? For det er da enestående, som du kan udtale dig på andres vegne, og at du kan forudse dine følelser i en situation, som du (heldigvis) ikke har befundet dig i. (Fjols)
Det gør mig virkelig rasende, når folk tænker så unuanceret. Det ville svare til, at en kvinde der aldrig har været gravid, udtaler sig om hvordan hun ville reagere, hvis hun fik foretaget en abort.
Newsflash: Man kan have en mening og en formodning, men man kan da den ondelyneme ikke udtale sig så skråsikkert om noget, som man aldrig har prøvet.
Nu er der det med vold i et forhold, at det jo ikke altid forholder sig sådan, at alt er lyserødt og indhyllet i candyfloss, og så *boom* falder det første slag. Uden varsel.
Ofte forholder det sig noget mere kompliceret. Og ondt. For der starter det hele med psykisk vold. I små doser. Og sådan fortsætter det. Stadig i et tempo, så man ikke opdager, at et andet menneske er i gang med at pille ens selvværd fuldstændig fra hinanden.
Og den dag hvor det første slag falder, fatter man det ikke. Og man tror så lidt på sig selv, at man lader sig bilde ind, at man nok ét eller andet sted, selv var ude om det.
Og næste dag er han sød. Og omsorgsfuld. Og så glemmer man. For det er det nemmeste. Det er dét der kræver mindst personlig energi.
Og så eskalerer det. Og selvværdet er nu så langt under nulpunktet, at man ikke kender sig selv. Og at man tager imod det der gør ondt, hvorefter man lader selvsamme mand trøste en bagefter. Samle én op og lime én sammen igen.
Skide smart, ikke? På den måde er den onde cirkel fuldendt, og næsten ubrydelig. For man ved jo faktisk ikke hvad man selv føler. Og hans argumenter kommer hurtigt til at lyde overbevisende. Og når nu familien og vennerne synes at han er sød, rolig og beskyttende, så bliver ens psyke bare endnu mere forvirret.
For er der så ikke noget om snakken? Er det så ikke en selv, der er problemet?
Også selv om det eneste man gjorde var at overskride det skema han havde lavet, hvor det tydeligt stod anført, hvor mange gange om ugen tørretumbleren måtte bruges. Hvor mange km. man måtte køre om ugen i bilen. Hvor mange minutter man måtte tale i tlf. om dagen.
Ligesom man selv var skyld i at få kastet en hård dukke i ansigtet, fordi man kommenterede på sovsen.
Og når man nu er så usselt et menneske, så var det vel også okay at få at vide konstant, hvor fed, grim, og ulækker man var. Og at ingen andre nogensinde ville have en. At man var en elendig mor, som aldrig ville se sine børn igen, hvis man gik. At man var det laveste, som nogensinde havde trådt på denne jord.
Det var sikkert også okay at argumentere med en knytnæve i tindingen og et spark på benet, som gav permanent blåt mærke. Udelukkende fordi, at man havde fået nok, og gik i gang med at pakke.
Nej, gu' er det da ej. Men fortæl det til et menneske, hvis personlighed og selvværd var pillet totalt fra hinanden. Og fortæl hende så, at hun bare skal flytte. Nu. For det kræver nemlig ikke styrke. Vel? Det kræver ikke mod, vel?
Hun skulle jo bare være flyttet første gang han benyttede sig af psykisk vold. Men hov vent...hvornår var dét? Sådan helt præcist?
Ovenstående har jeg bare hørt. Er selvfølgelig ikke mig, der har været så snotdum engang at lade en mand manipulere med mine følelser. For alle ved jo, at følelser er urokkelige. Dem kan ingen lege med. Det er nemlig slet ikke noget af det smukkeste og sårbare ved et menneske. Og herregud, et selvværd kan vel bygges op igen?
Gid verden var så sort/hvid i opstilling. Så ville der jo aldrig være personlige kriser. For så tog man dem jo bare ved roden, og rev dem op, inden de rodfæstede sig for alvor.
