fredag den 4. januar 2013

Giv mig pausefiskene tilbage

Man må ikke snigveje sig. Det er kun om onsdagen at vægten skal udsættes for mine parmesanhæle. Så jeg har ikke vejet mig. Næsten. Men hvis jeg havde vejet mig, kunne jeg fortælle at det går glimrende. Men opdatering følger på onsdag.

Har gnasket mig igennem en halv pakke Gajol under min tur i Føtex. (Honey, I'm home!). Fuldstændig åndssvagt. Manglende galdeblære, og sensitivt galdesystem, reagerer m. at give mig mini-galdestensanfald. Ved egentlig ikke hvornår jeg lærer det?

Nå, hvad har jeg på hjerte i dag? Masser. I én stor pærevælling.

1) DR Update. Nyhedskanalen for de demente.
Hvis man har tændt for kanalen i 10 min, har man hørt de samme nyheder mindst tre gange i træk.
Men det er ikke det værste. Det værste er deres nyhedsjingle, som fandeme kan stå og larme i flere minutter i træk, fordi der faktisk ikke sker så meget i Danmark. Og at de derfor bliver nødt til at trække tiden, inden de kører det samme bånd igen. Og igen.
Så smid dog pausefiskene tilbage på skærmen. Og prop en enkelt lille piratfisk ned i bassinet.
Nyheder på Grønlandsk tegnesprog er sgu mere ophidsende, end deres evindelige repeat.

2) X-Factor. Elsker X-Factor.  Under de indledende faser, hvor skønne Blachman slår sig løs. Resten af programmet interesserer mig ikke.
Men så undrer jeg mig. Igen. Over at Anne Linnet er meddommer.
Bevares, hun har solgt masser af albums. Men det har Kandis også. Pladesalg er altså ikke lig med talent.
For synge, dét kan hun sgu ikke. Hun mumler sig jo bare monotont igennem sine sange m. syngende Århusiansk dialekt.
Jeg tror jeg ville ende m. århundredets største underskud af serotinin, hvis jeg skulle lytte til et helt album m. hende.

3) Centervagter. Føtexvagter. Strøgvagter. De er edderhugme en speciel race. M. garanti dem, som var for dårlige til at blive optaget på politiskolen.
Har masser af fordomme om masser af ting, og også her: Centervagter dater sandsynligvis Matastrunter m. eksotisk navn, og hvidt hår.
De har (eller drømmer om at få) en muskelhund, som sikkert hedder Tyson.
Fritiden bruger de i Fitness World, hvor de render rundt, trekantede og rillede, i en t-shirt i str. 12 år m. tryk på ryggen: "XXL".
Musklerne har de fået af hjælpemidler. Ikke af træning. For 90% af deres tid i Fitness World, går med at de står foran spejlet, eller at de går rundt m. bredsporede ben, og arme der hænger ud fra overkroppen, som om der var eksem i armhulerne.
Mulige navne kan være: Kevin, Kenned, Nicklas, Patrick eller Mark. Og tatoveringerne er selvfølgelig tribal.

4) Har stadig ikke fået styr på kaos i soveværelse. Gør det i morgen. Promise.
Men der var andre ting der var mere vigtige i dag.

5) Skal virkelig have afpelset ben. Og ordnet øjenbryn. Og farvet hår.
Kæft, det må være nemt at være mand.



Men jeg må smutte nu. Mit arbejdsløse liv holder mig i dén grad i gang. Man ved næsten ikke hvor man skal starte eller slutte.
Så jeg starter lige m. at ligge vandret.


På sofaen.