Vi har været til julefrokost. Hos mine forældre. Skide hyggeligt.
For et lille års tid siden, fik min far en blodprop i hjernen. Heldigvis kom han sig uden mén, men han var jo ikke helt tilfreds med lægens ordre om rygestop.
Nu er han så delvist hoppet på dampcigaretbølgen. Og ja, det er bedre end alm. cigaretter. Men for ind i helvede, hvor den dog stinker.
Jeg sad ved siden af ham, og nu stinker mit hår af syntetisk røg blandet m. ukendte ildelugtende bær.
Hej hej kvalme, og hovedpine.
Der var også pakkeleg. Traditionen tro. Og jeg hader det som p-e-s-t-e-n! Går alt for højt op i det. Hader samtlige medspillere, mens det står på. Og jo mere jeg viser det, jo mere stjæler andre fra mig.
Og de tror jeg gør det i sjov. Men det er faktisk oprigtige følelser fra min side. Og jeg skammer mig over at være så usselt og barnligt et menneske. For fanden, min niece og mine nevøer på hhv. 4, 5 og 6 år, tager det pænere end mig.
I dag tog jeg af sted m. en ny slagplan: Jeg ville virke total ligeglad m. samtlige gaver.
Spillet startede m. at flere bekendtgjorde, at de ville nakke mine gaver, fordi det var så sjovt at se mig så sur.
!!
Allerede dér steg mit blodtryk. Men jeg holdt mig til planen, og satte totalt afslappet pokerface på.
Og det virkede. Men for fanden det var hårdt. Pulsen dunkede, og irritationen fyldte hele mit nervesystem. Og har nærmest ondt i kæberne af at smile falsk. Man skulle tro, at jeg havde fået monteret en tøjbøjle i munden under hele spillet.
Da vi havde spillet i noget der mindede om 18 minutter, kom jeg til at lure på æggeuret. Ved ikke hvad pokker min far havde tænkt på, men der var fandeme et kvarter endnu. Kunne bare mærke, at temperamentet ville krakkelere, hvis spillet ikke snart nåede sin ende. Så jeg kæmpede mig igennem den syntetiske cigaretrøg, lænede mig ind mod min far, og spurgte om han dog ikke kunne fremskynde spilletiden.
3½ minut tilbage. Og så røg pulsen op. Og jeg kæmpede med at holde de verbale spydigheder inde. Og med at spille totalt ligeglad med at yndlingspakken lige blev nakket, selv om jeg inderst inde havde lyst til at forlange time-out, og til at ruske et familiemedlem eller fem.
Men i sidste sekund hev Gråstænkt yndlinspakken hjem, og da æggeuret ringede, røg mine arme i vejret, mens jeg spontant brølede et "Yeeeeeeeeeees!!!". (Akkurat ligesom Ulrik Wilbek, da håndboldpigerne vandt OL-guld i 1996)
Og så kunne folk kende mig igen...
Og jeg kunne forlade julefrokosten m:
- Et oversize bloklys.
- En pose Nesquick.
- En Riskoger.
Det er jo hovedingredienserne til en romantisk lørdag aften....
