Vægten siger det samme som sidste fredag. Minus 2,7. Dvs. den har ikke rykket sig en meter.
Men det er faktisk okay. For jeg har haft så skide meget stress den sidste uge, med glemsomhed, daglig hovedpine og en ulidelig træthed. Så jeg har helt bevidst ikke orket at tælle kalorier. Faktisk er der tilmed røget gelantine m. smagsstoffer ned. Plus en tur på McD.
Og motion? Har virkelig ikke orket det. Men altså, så længe vægten ikke er steget, så er det faktisk okay. Mere end okay, taget i betragtning af hvor lad jeg har været i min fritid hele ugen. Sofaen har fandeme taget aftryk af mig. (Ja, vi har store flydesofaer herhjemme).
Og så var der noget m. nogle skolekridt på arbejdet, som kælent kaldte mit navn...
Hvor er det egentlig ret så ynkeligt, at man belønner sig selv m. det usunde, når man er stresset. En klog burde jo i stedet have travet nogle lange ture for at få klaret hovedet.
Men nu er jeg som bekendt heller ikke altid skide klog.
Og helt ærligt, jeg gider ikke engang have dårlig samvittighed. Ikke nu. Der er ingen skade sket. Og jeg skal nok nå mit mål. Ønsket om at få et lidt større selvværd er trods alt større end ønsket om Malaco-polstring.
Og nu er det så weekend. Kollapsede på sofaen før kl. 21 i aftes. Gik i søvne ned i sengen et par timer senere, og vågnede kl. otte. M. et hoved der føltes som om en hjemmeværnsmand havde sat på det; ømt og ubehageligt. Næsebor er tilstoppede, og jeg lyder mest af alt som en træt cykelpumpe, når jeg trækker vejret.
Jeg vidste det! Jeg skulle have lavet en Michael Jackson m. klud for mund og næse, når jeg har været i nærheden af teenagedatter, som er møgforkølet.
Gider ikke være syg. Har ikke tid til det. Satser på at jeg kan slå bakterierne ihjel, når jeg om lidt går amok m. diverse rengøringsmidler.
