lørdag den 21. februar 2015

Det der stille og passiv-aggressive opråb

Ja, jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle kalde dette indlæg.

Men jeg føler mig faktisk ret passiv-aggressiv. Har bildt mig selv ind, at jeg har været meget ærlig omkring det spasserlorte-stress. Ærlig og åben. Og har derfor fået bygget en større og større vrede/irritation op mod de mennesker, som ikke tager det alvorligt.

Men sandheden er vel nærmere, at jeg har siddet og skrevet om det herinde. Hudløst ærligt, ja. Men jeg har ikke sagt de samme ord til alle de mennesker, som jeg burde.
Og så kan jeg for fanden heller ikke tillade mig, at være sur og føle mig svigtet?

Næh.

Omvendt er der også mennesker, som jeg har været mere end ærlig overfor, fordi jeg havde en kæmpe tillid. Og der bliver jeg nødt til at slippe vreden og skuffelsen og bare acceptere, at ikke alle kan eller vil forstå, at jeg ikke er den samme lige nu, som jeg var for et år siden.
Jeg er voldsomt skuffet. Og jeg står lidt med følelsen af at føle mig ret dum og afvist, efter jeg åbnede 100% op og sagde det højt: "Jeg kan ikke mere. Min krop kan ikke håndtere mere stress.", og egentlig bare lige så godt kunne have sagt det til en dør. Det der kram eller den der forståelse og den besked om, at jeg er okay også når jeg er udbrændt, er udeblevet. Og det skuffer helt sindssygt meget.

Fakta er bare, at nogle mennesker kun kan bruge en, når man er brugbar. Og så må det være min "fornemme" opgave at sortere de mennesker fra.

Nu er jeg ret privat på Facebook. (Stop med at grine, jer der kender mig). Men det er jeg.
Ja, jeg poster enormt mange sære videoer, billeder og lign., men jeg laver sådan set aldrig personlige opdateringer.
Bloggen er min dagbog - Facebook er min legeplads.
Men jeg burde måske have lavet en ærlig opdatering i stil med: "Jeg er delvist ude af funktion på ubestemt tid. Det betyder ikke, at jeg er egoistisk eller at jeg ikke gider jeres selskab. Jeg kan bare ikke overskue det, når jeg knap nok kan overskue at handle i Super Best".

Men jeg gør det ikke. Kan simpelthen ikke få mig selv til det. Og magter faktisk ikke dumme kommentarer om, at "alle mennesker er stressede"...."jeg er også stresset...jeg sov over mig i morges og skulle nå at aflevere to børn"..."hvad har du at være stresset over? Du skulle prøve en uge på mit job".
Ved bare, at det vil ende med, at jeg eksploderer i et verbalt inferno.


Det er noget rigtig møg i dag. Har ellers sovet glimrende. Men da jeg stod i Super Best, skred al hjerneaktivitet. Hvorhen aner jeg ikke. Men lige pludselig kunne jeg intet huske eller overskue.
Og hvis det ikke havde set så tåbeligt ud, ville jeg allerhelst bare have sat mig på pallen med toiletpapir og tudet.


Jeg hader det. Jeg kan ikke kende mig selv. Men mest af alt hader jeg, at jeg ikke bare retter ryggen og brøler: "Hey! Jeg har stress, okay? Det er møgtræls, men det gør mig ikke til et dårligere menneske".

Bare sådan for at overbevise mig selv...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar