mandag den 6. marts 2017

Den Mentale Kriger - ugh ugh

På Facebook bliver hans "nå-så-sidder-jeg-lige-her-i-min-bil-i-min-ret-grimme-shiny-jakke-som-ligner-noget-fra-Melodi-Grand-Prix-1984"-video delt mere lystigt end de (falske) Facebookhacker-advarsler.
Jeg har scrollet forbi hans video mange gange. Fordi jeg åbenbart er så overfladisk, at hans Laban-Ivan-udseende var rigeligt for mig at se i forbifarten.
Men lortet blev ved med at blive delt. Og så blev jeg nysgerrig. Desværre - skulle det vise sig.


Manden sidder der bag rattet i sin bil. (Som jeg gætter på er en solbleget Opel Vectra med træt kilerem). Og så spøjter han ellers sine visomsord ud i en lind strøm, mens han garanteret sidder og smådrypper i sine egne bukser i ren ekstase over hvor meget han tænder på sig selv.

I grove træk, så mener manden, at vi skal have de gamle kønsroller tilbage. Manden er træt af stærke kvinder. Manden mener, at stærke kvinder er skyld i at der ikke er nok stærke mænd. (Og sådan kan man jo også fralægge sig ansvaret).
"Kvinder vil have en mand, der siger: "Det er min kone! Gryntgrynt. Hold dig væk".  - siger manden i den glitrende jakke. "Kvinder vil have en mand, der er et bjerg bag dem".
Øh nej; det er vi så nogle kvinder, der ikke vil. Jeg vil sgu egentlig bare gerne have en mand, der hviler så meget i sig selv og vores forhold, at han ikke behøver at rende rundt som en hulemand, der knap nok kan sammensætte to ord, men som til gengæld NOK skal fortælle hvem han ejer og at ingen skal gøre dem noget. Og jeg håber og forventer fandeme, at min kæreste og jeg skal være hinandens bjerg. Ligestilling, du ved.

Og det ved krigeren. Han er ikke vild med det der ligestilling. Han synes nemlig det er samfundets og den feministiske verdens skyld, at drenge i dag ikke bliver drenge og dermed ikke til rigtige mænd. (Jo jo, krigeren har endda definitionen på "den rigtige mand").

Manden sviner også de stille og følsomme drenge til. I véd; dem der ikke er i slagsmål og dem der ikke sidder i toppen af det højeste træ i skoven hele tiden. Dem, der gerne vil tegne. Dem, der bliver passet på. For puha, ifølge krigeren skal vi ikke vise vores tilstedeværelse, når børnene er til fodboldkamp. Nixen. Vi skal lære dem, at vi ikke er omkring dem hele tiden. (Og så i øvrigt skide være med, at langt de fleste børn faktisk GERNE vil have deres forældre med som tilskuere). Men det siger krigeren.

Og krigeren er klog. For han har meget travlt med at fremhæve i sine kommentarer mange gange, at han ligesom er uddannet pædagog og har været skilt to gange, og passer på de udsatte og så er han lissom også coach.

Come nu on, hulemand. Coach? Det kan alle sgu da blive i dag. Den uddannelse kan nærmest bestilles via postordre og gennemføres på 14 dage hjemme i sofaen. Det ville jeg måske ikke prale så højt af.


Krigeren udtaler desuden, at de stille drenge bliver til bøsserøve. Ja, som han siger - "det lyder måske lidt hårdt, men jeg mener det sgu". Uha da, du er en rebel, hva'? Du har så sandelig forstået mennesket, det må man sige. Alle dine fine uddannelser og alt dit humanitære arbejde har båret frugt.
Følsomme drenge, der ikke klatrer i træer og slås er bøsserøve.


Sagde manden i den ikke så pæne satinjakke...



Det er egentlig utroligt, at en mand, der ifølge ham selv er så klog og vis og livserfaren, ikke har fattet, at personligheden bliver ikke dannet ud fra kønnet. Den bliver dannet ud fra - kom nu...gæt engang - personligheden!

Wow. Den var svær.



Nogle piger gider ikke lege med dukker. Andre piger ER dukker. Nogle drenge synes vildskab er det fedeste. Andre drenge er mere introverte og stille og følsomme. Nogle rottweilere er nogle lede køtere, der bider og knurrer. Andre rottweilere er lige så gode som dagen er lang.

Forskellighed kommer med personligheden. Ikke af om du har det ene kønsorgan eller det andet eller om du er en bestemt hunderace.



Men den mentale kriger har fundet sandheden. Og det er han ikke bange for at sige. Bag rattet i sin virkelig grimme jakke.