mandag den 9. januar 2017

Min tavshed er med fuldt overlæg

For jeg er i lidt af et dilemma. Eller har været.


Jeg har altid brugt det at skrive som en ventil. Hvor andre løber en tur for at få tankerne adspredt, motionerer jeg fingrene over tastaturet. Sådan har jeg altid fået det til at fungere. Og jeg har aldrig bekymret mig over at udlevere mig selv for meget. For selvfølgelig er der ting, som jeg aldrig vil skrive om. Det er nøje udvalgt.

Alligevel har jeg ladet bloggen stå stille et stykke tid, fordi jeg derfor vidste, at læsertallet ville dale, når der ingen blogaktivitet var. Og på den måde er er knap så mange tilskuere på, når jeg poster dette.

"Hvorfor lader du så ikke bare være med at skrive noget, hvis du ikke vil have nogen læser det?"

Kunne man spørge... Og det er et ret logisk spørgsmål. Men jeg vil jo gerne. For jeg nægter at amputere min kæphest om, at psykiske nedture skal være mere åbent. Der skal ikke være så meget tabu om det. Det gør bare det hele værre. For det er jo ikke en skid mere anderledes at knække mentalt, end det er at brække benet pga. knogleskørhed. Det er jo ikke noget man selv vælger.


Men lige pludselig gjorde det bare alt for ondt. Det hele. Og jeg har haft svært ved at acceptere, at noget fra fortiden igen skal knække mig. At en person, som for længst er fortid, bliver ved med at sende mig ind i en tåge af frustration, afmagt og pisse ondt i følelserne.

Men det er realiteten. Og jeg kæmper for at finde en måde at håndtere det på. For bitterhed kan jeg ikke bruge til noget. Ej heller drama og skænderier. Jeg er nødt til at håndtere det roligt.
Det er bare skide svært, når det ikke er mig, der startede alt dette, men en person, som brugte år på at nedbryde mig. En person, som jeg fravalgte for mange år siden, men som stadig formår at kradse i sårskorpen og trænge ned, hvor det gør ondt.

Det hedder post-traumatisk belastningsreaktion. Og det er ikke til at slippe af med. Og når der sker nogle ting, som minder og lugter og føles lidt for genkendeligt, så er det som forpulet tsunami, der trækker mig under vandet og ikke giver mig tid til at spænde et korkbælte omkring maven.  De skide bølger af fortrængte minder, skyller ind over mig og skubber mig baglæns og lige pludselig sidder jeg mentalt 15 år tilbage i tiden og har ondt i sjælen og selvværdet og genoplever det hele igen.

Det er skide svært at forklare, uden at det lyder rablende vanvittigt. Men jeg bliver nødt til at forsøge. For jeg orker ikke den mur af tabu og facade, som jeg omgiver mig med. For hvis jeg gør det - hvis alle gør det - så forbliver det tabu. Og det gider jeg ikke. For jeg er ganske normal. Eller rettere; jeg er ganske menneskelig. Jeg er intelligent, jeg er sød, jeg er velfungerende. Og jeg er ikke herre over eller ansvarlig for andres opførsel.


Jeg kan ikke gøre en skid for at ændre fortiden. Jeg bliver nødt til at være til nu og her og få samlet de løse ender og bruge det som erfaring og komme videre i en redigeret udgave af mig selv. Og blive ved med at fortælle mig selv, at jeg ER god nok. Jeg er ingen fiasko. Jeg er ikke svag.


Jeg er blot et menneske.


Et menneske, som lige nu er skide ked af det. Frustreret. Vred. Og mest af alt ulykkelig over, at sådanne nedture findes. At stress findes.
Jeg skal æde stoltheden over, at jeg har meldt mig syg i dag. For jeg ville jo aldrig nogensinde dømme andre for at tage en sygedag.


Jeg skal blive gode venner med mig selv. Det er mit nytårsforsæt.

1 kommentar: