torsdag den 12. januar 2017

Manden med hønen

Takket være Facebookminderne, kan jeg i dag fejre 3 års dag. Det er i dag 3 år siden, at jeg var omsværmet af hankønnet. 3 år siden, jeg modtog ikke mindre end tre invitationer til dates fra tre virkelig lovende mænd.

1: Den indsatte, som ikke ville fortælle så meget om sig selv, for "det kunne vi tage over en kop kaffe", men som dog trods alt fik fortalt, at han afsonede en dom for drab.

2: Den udviklingshæmmede (jo, det var han - det stod i hans profiltekst) som mente, at "vi havde meget til fælles og om vi derfor ikke bare skulle springe ud i det?".

3: Manden, der på profilbilledet, sad med en høne i favnen.





2014 var et godt år. Jeg var omsværmet.


I dag? Blarh, jeg kan dårligt tillade mig at klage. Jeg søger ikke. Jeg orker ikke. Jeg vil gerne have kærligheden, men jeg orker ikke at lede efter den.  Selv Tinder-samtalerne skrider jeg fra. Eller - jeg glemmer, at jeg egentlig havde gang i en samtale. Det er den der dating adhd, som jeg åbenbart lider af.

"Nææh, se en pæn mand. Og han virker interessant på skrift. Det kunne måske godt være....hov...iihhh, en kat! Nårhhh, missemissemis".


Typisk mig.

I dag, da jeg gik hjem fra job, var jeg træt. Og trist. Ikke pga. arbejdet, men fordi jeg bare generelt kører lidt i fejlsikret tilstand pt.
Så jeg gik der på fortovet med hovedet begravet nede i mit 1½ meter lange halstørklæde og med musik i ørene og tankerne helt væk fra radaren og havde faktisk lidt ondt af mig selv på den rolige måde. Og så spottede jeg noget pels længere henne og fik øjenkontakt med den tykkeste kat ever.
Glæden var gensidig. Med halen lige oppe i vejret, kom den luntende hen til mig. Og så stod jeg der - i et villakvarter med røven i vejret og puttepattestemme og førte lange samtaler med Hr. Knurhår og nussede ham og løftede ham. Og begravede min næse ned i hans lille tykke nakkedelle, mens han spandt højere end min Scholl fodfil, når den knokler sig igennem min fortykkede hud.

Og lige nøjagtig dér, følte jeg en ro og en glæde, som jeg ikke har været i nærheden af hele ugen.


Nogle vil mene, at det er en smule sørgeligt og måske endda nærmest grænsende til det sølle. Men jeg er sådan set pisse ligeglad. Om det så havde været fascinationen af en korrekt anatomisk-formet hundelort, som havde givet mig følelsen af "århh" i hjertet, ville det ikke ændre på noget eller på følelsen i mig selv over endelig kunne føle andet, end noget der bare gør virkelig ondt i hjertet.


Jeg tror jeg skal finde mig en mand, som vil skænke mig sin kærlighed OG en kat. Eller to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar