tirsdag den 11. oktober 2016

Så er influenzasæsonen startet

og jeg er endnu ikke ramt. Ikke for alvor. Faktisk er det ret mange år siden, at jeg har prøvet at have en influenza, der mener det. Sådan en, der lægger en ned i 5-7 dage med feber, ømme øjne, ømme muskler og udskillelse af lidt for mange kropsvæsker.
I stedet rager jeg en fesen virus til mig, som gør en for ynkelig til at arbejde og for rask til at blive hjemme. Og så kan man ellers rende rundt og have det semi-træls i flere uger.

Jeg magter det ikke. I går var jeg hjemme. Ikke fordi jeg havde feber og ømhed på den sengeliggende måde, men fordi jeg var i en tilstand, hvor kloaksystemet blev udfordret. Og så havde (og har) jeg en virkelig sær krop, som periodevis kommer i tanke om, at den har det træls, hvorefter den glemmer det og jeg har det glimrende - hvorefter jeg igen har det som som jeg har feber ned i tæerne, hvorefter alt er godt igen...hvorefter-hvorefter-hvorefter.
Jeg gider det ikke. Så giv mig da for fanden fem dage på langs med madlede, feber, kvalme, ømhed og konstant elendighed, så det kan blive overstået.
Det andet kan jeg ikke bruge til noget. Og man høster heller ikke ret meget medlidenhed på det.
Jeg forsøgte ellers alt jeg kunne overfor teenagerne,, men det var som om de aldrig helt åd den.  Heller ikke selv om jeg måtte kontakte Uglen midt i hendes undervisning med et klynkende: "Du er nøøøødt til at gå omkring købmanden på vej hjem. Vi har ikke mere toiletpapir" og heller ikke selv om Sundhedssøn også talte med hende senere og jeg overhørte ham sige:


"Husk nu toiletpapir. Mor skider helt vildt". 





Apropos sundhedssøn, så glemmer jeg virkelig tit, at han er en voksen mand nu og ikke længere min "lille mus", som er afhængig af mig i hverdagen. Jeg har ligesom lært nu, at jeg ikke skal kalde ham "mus", når vi handler i Føtex eller generelt er ude i offentligheden. Men i går glippede den så igen. Han talte om, at han ville op på gågaden og finde et par ordentlige jeans og et par sko og jeg returnerede som det mest naturlige med: "Så må du lige sige til, hvornår vi skal op og kigge på det" og så blev jeg mødt med et "What the fuck"-ansigt og et:

"Øhm, Mor - ikke for noget, men jeg regner nu med at klare det selv eller mødes med en af mine venner. Det ser sgu lidt for noller ud, hvis du skal stå udenfor prøverummet, mens jeg står og prøver tøj. Man har ikke sin mor med til sådan noget".



Men...










Ingen kommentarer:

Send en kommentar