onsdag den 12. oktober 2016

Jeg har savnet mig selv

Nogle dage, når jeg synes verden er en røv og hvor mit selvværd er selvmordstruet, så forsøger jeg at tænke på, hvor langt jeg egentlig er nået. Trods alt.

Min barndom var lykkelig, tryg og som en kulisse i en reklame for "Marmelade fra Den Gamle Fabrik". Og jeg føler mig så velsignet over at have haft sådan en opvækt med et sæt kærlige forældre med de helt rigtige værdier.
Mine teenageår var som mange andres fyldt med fester, alkohol, en smule hash og pot, gensidig mobning, trodsighed, forvirrethed og farverig.
Og så blev jeg voksen og lærte på den hårde måde at ikke alle mennesker vil dig det godt. At man kan have nok så mange gode og sunde værdier med sig i rygsækken, men det er ikke et værn mod mennesker, som synes du fortjener mindre og som gerne vil vælte dig.

Jeg var så naiv i mit sind, at jeg glemte at værdsætte mig selv. Det blev ligesom bare okay, at nogle mennesker så det som deres pligt at pille mit selvværd i stykker. Jeg endte med at undskylde for at være den jeg var. Og det var nærmest en VIP-billet til dem til at fortsætte.
En masse kloge hoveder vil sikkert mene, at det var min egen skyld - at jeg selv lod det fortsætte - at jeg bare kunne have pakket mine ting og skredet fra det der var dumt. Men det er så en af de ting, som er ufatteligt let at sige, når man kun ser det fra oven. Virkeligheden ser meget anderledes ud, når man befinder sig i orkanens øje.
Mit voksenliv har ikke været rendyrket lort. Overhovedet ikke. Men starten af det var hårdt. Det var op ad bakke og det har ødelagt noget i mig, der aldrig bliver genskabt.
For når et menneske får nedbrudt hele sit selvværd med fysiske og psykiske "redskaber", så fjerner man hele fundamentet på et menneske. Det kan genopbygges, men det bliver aldrig helt det samme igen.

Jeg har grædt ufattelig mange tårer de sidste 20 år. De fleste af dem for 10-15 år siden. Langt de fleste. Derefter begyndte cementen i mit nye fundament at stivne igen og jeg fandt mig selv i en ny og faktisk forbedret udgave - men dog mere sårbar og med et højere hegn omkring mig.

Og jeg har ikke et lorteliv. Jeg har aldrig haft et lorteliv. Jeg har desværre bare mødt et par lortemennesker, som mente, at jeg ikke var ret meget værd. Og sådan noget koster energi og efterlader ens sind og sjæl med en knap, som i perioder sætter sig lidt fast og genudsender de ting, som man gerne vil glemme  - på et lærred oppe i ens hoved.
Det kan være små ting, der udløser det. En duft, en lyd, en sang, et ordvalg. Og det gør skide ondt. For fanden, hvor kan det gøre ondt. Men det der gør mest ondt, er frustrationen over, at man ikke kan afmontere den knap.

Og i dag er en af de der dage. Og så har jeg valget mellem at græde over det eller at se objektivt på det. Nogle dage vælger jeg tårerne - i dag vælger jeg dem fra. For jeg ER fandeme kommet langt.
Jeg har to velfungerende velopdragne arvinger med alle de rigtige værdier - jeg er elsket af dem, jeg gerne vil være elsket af - jeg er selvstændig - jeg kan selv, jeg gør det selv og jeg véd, at trods mine nogle gange bombastiske kæpheste, så har jeg godt styr på rækkefølgen og prioriteringerne af mine værdier og det jeg tror på.
Bevares ja; så er der dage, hvor jeg er en træls kost med lidt for permanent pms og hvor jeg er så nærtagende og analyserende, at soundtracket til mit liv, burde skrives af Susanne Lana...

"Jeg skulle eje millioner hvis tårer var guld..."


Men jeg er kommet langt. Hey; jeg støvsuger ikke længere indkørslen for efterårs løv. Dét er sgu da værd at nævne. Jeg tør bo med nullermænd og støv nu. Det gjorde jeg ikke dengang. For jeg følte kun jeg fungerede, hvis jeg havde kontrol over noget. Og da det ikke var muligt at tage kontrol over mit eget liv dengang, blev det rengøringen, jeg kastede mig (og mit OCD) over.
Jeg har holdt mit løfte til min læge og besøger ikke Netdoktor.dk længere. (Det betyder så ikke, at jeg ikke får sygdomsangst længere, for i guder...det gør jeg), men uden Netdoktor, er der mange symptomer, som jeg heldigvis ikke skal holde øje med.
Og så er jeg vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Godt nok aldrig igen på fuld tid, men det er fandeme ikke dét, der skal afgøre en succes.

Jeg aner ikke, hvad jeg egentlig vil med dette indlæg? Fingrene har bare trippet hen over tasterne. Måske jeg trængte til at skrive det ned og minde mig selv om, at ingen er perfekte, men at det netop gør os til mennesker? Måske trængte jeg til at minde mig selv om, at jeg er god nok? Også selv om jeg de sidste par måneder har følt mig som alt andet end okay?
Den der evige kamp mellem ens selvtillid og selvværd kan være udmattende. Og når der så ufrivilligt dukker minder op, som gør lidt nas, så forstærker det bare elendigheden.

Jeg har savnet mig selv. Det lyder som en stor gang selvfedme. Det er det så langt fra. Men gud, hvor har jeg savnet mig selv. Jeg har følt det som om jeg på et tidspunkt kom til at skyde en genvej, som viste sig at være en herretræls omvej.

1 kommentar: