tirsdag den 9. august 2016

Når ærligheden bare gør pisse ondt, men samtidig er en lettelse

Jeg skriver ikke dette for at høste medlidenhed eller blive hørt. Jeg skriver det af samme grund, som jeg altid har gjort: Fordi det hjælper mig at sætte ord på. Og fordi jeg har lyst til at at kunne se fremad og tænke: Det kan godt være dette er ynkeligt, men det kan da kun gå fremad nu.


Jeg har været pænt stille herinde længe. Jeg har ikke orket. Ganske enkelt. Og jeg har ikke haft lyst til at skrive sandheden ned på det virtuelle papir, for så blev det pludselig lidt for virkeligt. Hvilket er dybt godnat, for det ER sgu virkeligt. Og man skulle tro, at jeg med mine 41 år burde have lært, at det ikke fjerner problemerne at gemme sig bag en facade. Men det har jeg så åbenbart ikke.

Men altså...jeg kan og vil ikke gå i dybe personlige detaljer med alt. Men sagen er, at ting har hobet sig op. Hvad der startede som den nullermand jeg ikke gad støvsuge væk under sofaen, er nu blevet til en gigantisk nullermand, der har øget siddehøjden på sofaen med ikke så få centimeter. En kæmpe kleppert med nogle pænt store biceps, som skal pilles i mindre stykker, før den kan suges op gennem støvsugerrøret.

Arh crap altså...Det gør sgu ondt. Det gør det virkelig. Og jeg hader hvad det gør ved mig. Jeg hader at føle mig svag. Hvilket er dybt bizart, for jeg ser jo ikke svaghed som noget negativt hos andre mennesker. Det er temmelig menneskeligt og helt okay.
Bare ikke når det kommer til mig selv. Så stiller selvbebrejdelserne sig i kø med baseballbat og tæsker løs på mig til jeg giver op og græder.
Det er bare kulminationen på en årelang kamp, hvor ikke så søde mennesker pillede selvværdet ud af mig. Men jeg kæmpede mig væk og op og fik lige pludselig en masse sejre. Og så gad jeg ikke rigtig kigge tilbage længere. Jeg pillede bare sidespejlene af bilen og kørte fra alt det der gjorde ondt. Og det er gået fint. Rigtig fint.

Hvis man ser bort fra den lille detalje, at jeg konstant er i kamp mod mig selv.


Jeg stiller så store krav til mig selv hele tiden. Jeg tror det er et skjold for at beskytte mig selv mod at blive den person igen, som nogen gjorde mig til dengang. Alt jeg gør, analyserer jeg i atomer. Og jeg retter med en så rød tusch, at det fandeme ligner et blodbad nogle gange. For jeg bliver aldrig helt tilfreds. Hvis jeg bygger et hus i 12 etager, bør jeg også kunne bygge et i 24 etager - og helst med den ene arm bag ryggen. Sådan groft stillet op.


Nå - men det kuminerede ligesom i dag. Helt uden forvarsel, hvilket jeg egentlig finder temmelig uretfærdigt, for så kunne jeg jo ikke nå at forstærke facaden. Og nu kan jeg faktisk ikke mere.
Ikke forstået på den måde, at der i skrivende stund hænger et reb parat til mig i loftet, men mere....nok er nok.
Måneders/års bekymringer og den konstante fortrængen bankede på i dag. Og så fik jeg øje på virkeligheden.
Jeg KAN ikke være et supermennesker. Jeg HAR fejl og det er i orden. Jeg har også fejl,. som IKKE er i orden og som jeg skal ændre.  Og den eneste der kan ændre på lortet, er sgu mig selv. Både ved at give slip på ting og samtidig tage kampen op.

Og så må jeg starte med mig selv og være ærlig. Også selv om det gør ondt. Og også selv om jeg udleverer en knap så flatterende side af mig selv.

Som det ser ud lige nu, er fakta:

- Visse problemer må andre tage over med. Jeg har forsøgt at være socialrådgiver, psykolog og superman på samme tid. Og det giver kun skuffelser og nederlag. Så jeg sender stafetten videre til nogen, som har forstand på det.

- Jeg kan ikke fjerne andre problemer. Det ville ellers være skønt. Men jeg kan ikke. Jeg kan give korkbælte og badering på, men jeg kan ikke gå på vandet.

- Jeg kan ikke ændre på fortiden.

- Men jeg kan ændre på fremtiden. Alt det lortestress og al den forpulede facade har drænet mig for energi. Havde den så også drænet mig for nogle kilo, ville det være lettere at bære. Men det kan man ikke sige er tilfældet. Der har bare ikke været ressourcer nok. Og regningen kommer nu. Jeg har set billeder fra en fest i weekenden og uden omsvøb, så ligner jeg simpelthen en mummitrold.
Og jeg kan ikke have det. Den følelse, det rammer mig med, er virkelig ikke værdig. Og nok er nok.
Så nu må jeg tage kampen op og betale den skide regning. Det er hårdt nok at kæmpe mod sig selv hele tiden, men det bliver ikke bedre af at hade sit eget spejlbillede.



Så det bliver mit fokus fra nu af. Slip fortiden, lær at lade andre tage over på visse punkter, slut fred med dig selv og kom af med den bizarre kropsfacon.



Det bliver ikke let. Det kommer til at tage tid. Men hvis jeg ikke vil miste mig selv, så bliver jeg nødt til at starte nu.

1 kommentar:

  1. Og husk så lige, at vi er rigtig mange, der elsker dig lige præcis, som du er.
    Dine styrker, dine svagheder og alt det, der er dig. Men dit panser behøver vi ikke - og det gør du heller ikke.
    Og jeg vil gerne hjælpe dig alt det, jeg overhovedet kan.

    SvarSlet