tirsdag den 9. august 2016

Og nej...

...det bliver ikke kønt. Det gør det virkelig ikke. Det bliver ikke ligesom de der slankeblogs på Facebook, hvor overskuddet driver ned af skærmen 24/7 og hvor træningstøjet er pænt, maden er bæredygtig, hvor der uploades "se hvor jeg sveder efter træning, men min make up er stadig fin-billeder og hvor ingen forhindringer er for store og hvor al trang til chokolade og Super Flyers pludselig er permanent væk.

Det bliver ærligt. Og det er skrevet for mig selv. Til mig selv. Men folk må gerne læse med. (Hvilken logik...for ellers skrev du det vel bare i et worddokument og gemte det i en mappe på skrivebordet?)

Jeg kan bare mærke, at dette er det eneste der virker. Hvilket er lidt ironisk, for jeg hader at blive udstillet, men lige nu virker det som den eneste lønsing at udstille mig selv på godt og ondt. Så føler jeg lidt, at jeg står til regnskab. Og så sølle er det åbenbart blevet. At min rygrad er så bendy, at den skal udstyres med en internetagtig af slagsen.

Jeg gider ikke have ondt af mig selv og alligevel har jeg det. Guderne skal vide, at jeg har truffet debile beslutninger og valg nogle gange, men jeg har ved gud ikke gjort mig fortjent til hvad der er sket.
Det kan jeg så ikke ændre på nu. Og jeg vil vædde med, at der findes et hav af citater på Google, som vil fortælle mig, at "når en dør lukkes, åbnes en ny" og "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" og lignende hø. Alt sammen trykt på den velkendte baggrund af solnedgange og legesyge delfiner. Stærkt kvalmefremkaldende.

Det er fandeme grænseoverskridende, dette her. Og jeg har allermest lyst til at slette hele lortet. Men nu får det lov til at stå. Jeg plejer at være den, der råber højest op om, at de perfekt-opstillede opdateringer på Facebook er forlorne og at verden har brug for mere af det ærlige og uperfekte. Og så må jeg jo ligesom selv følge den til dørs.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar