...som et indlæg herinde. Men så følte jeg mig pludselig meget sårbar og slettede det hele igen. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jo ikke ligefrem holdt mig tilbage tidligere? Tværtimod, så giver det mig luft og det renser min ventil at sætte ord på.
Jeg er træt af mig nogle gange. Træt af at kæmpe mod mig selv og mit dybt debile selvværd. Træt af at føle, at jeg faktisk kun er okay, når jeg kan jonglere med 38 kaktusser på én gang. Det er jo for fanden en kamp, som jeg aldrig vinder. Ever never nogensinde. Og alligevel bliver jeg ved. Og hvis symbolikken var bogstavelig, ville jeg fo for fanden have så mange pigge overalt på kroppen, at jeg ville ligne et tunet pindsvin.
Men allermest er jeg træt af bekymringer. Alle har dem, ja. I perioder. Og forstå mig ret; jeg render ikke rundt og er bekymret konstant. Sådan er det heller ikke. Men der har været en del gennem det sidste års tid. Og det er ligesom om de har modhager og ikke helt gider slippe.
Sådan er det også. Det er vel livet som livet er nogle gange. Fair nok.
Men når det er bekymringer, som man burde være to om at forholde sig til og løse sammen og når den ene bare bakker og på ingen måde deltager, så bliver læsset edderrøvme tungt nogle gange. Og så skal man vist være et helt særligt supermenneske for ikke at blive påvirket af det.
Det er jo de der berømte hylder oppe i hovedet, som altså ikke kan bære ubegrænset belastning. Meget meget menneskeligt og normalt.
Problemet er bare, at jeg har utrolig svært ved at acceptere det, når det er mine hylder der begynder at give lidt efter. Og i stedet for at tage en timeout og bruge tiden på at knalde et par ekstra tunge hyldeknægte på, så propper jeg bare mere derop. Så klog er jeg.
Nå, men det skrev jeg en lang smøre om i går. Og slettede den og gik i stedet i seng ret så ulykkelig på den der "udmattet" måde. Og det er vel også okay? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg havde skide meget andet valg. Og så kan man altid sove sig fra det. Sådan en 8 timers virkelighedsflugt er slet ikke at kimse af.
Men jeg er træt. Og jeg kunne virkelig godt bruge, at nogen tog om mig. (Og måske at "nogen" kom ind i kampen og tog del i det). Men mest af alt har jeg faktisk bare brug for et virkelig hårdt kram. Sådan en af dem, hvor man kan mærke, at afsenderen mener der. Sådan et der føles trygt.
I mit næste liv vil jeg være det perfekte menneske med utømmelige ressourcer og overskud. Det må føles rart.
