torsdag den 12. november 2015

Traditionen tro; de danske klynkere på Facebook er tilbage

Denne florerer på Facebook nu....(bemærk, hvordan ord der indeholder noget med dansk, er skrevet med stort)




"Året er 2044 .. det er den 24 december.

I et Dansk hjem, med tildækkede vinduer, findes et lille grantræ frem, med smukke grønne nåle, der dufter skønt af skov og Jul, jeg ser med tårefyldte øjne på det, og tager min lille sønnesøn Jens på 4 år på skødet.
Nu skal du bare høre min dreng, da jeg var på din alder spiste vi grisekød, vi fik Risengrød, Flæskesteg, Medister, Frikadeller, Rødvin, Rødkål og Brun tyk sovs, Sukkerbrunede kartofler at spise Juleaften, dengang var det lovligt, og vi gav hinanden gaver, dansede rundt om Juletræet, mens vi sang Jule sange, vi var glade og hele december var en tid hvor julen fik smilene frem, der blev hentet juletræ ind, helt lovligt kunne vi hente det, og købe juleanden mange dage før jul, og i fællesskab pynte Juletræet, med utildækkede vinduer, så kunne alle naboerne se træet med lysene på, juledag gik vi i kirke, stille og roligt, den lå der, hvor der i dag ligger en moske.
Vi sang salmer og var glade, fik gløgg i fælleshuset, før vi gik hjem og fik julemad, ja vi måtte endda have en chokolademad og en frikadellemad med i skolen, og selv bestemme hvad vi ville købe af varer dengang....
Lille Jens løber over til sin mor og siger, jeg tror Bedstefar vrøvler nu, hvad er jul..... Moderen får en tåre i øjet mens hun siger, nej Bedstefar taler sandt, det er derfor vi har dækket vinduerne til, så vi ikke blive anholdt af Imamens politi. 
Onkel har smuglet en flæskesteg og en and ind i Landet, og Far har fundet rødkål og alt det andet, så i aften skal vi have en ægte "Dansk Jule Aften", for første gang i 23 år... 
Mor kigger på Bedstefar og siger, Bedstefar jeg er ked af vi lod stå til, ked af vi ikke gjorde noget, og græmmer mig ved at være Dansker og en af dem som bare accepterede, at vi skulle vise hensyn til muslimer, ved at ændre "Gode Gamle Danske Traditioner"...
Vi har været svage, og utroligt dumme, undskyld Jens, min dreng, fordi du skal vokse op i dette grusomme og menneskefjendske samfund, hvor vi ikke længere må være Danske på godt og ondt, ikke må flage med vores smukke danske flag DANNEBROG......

Del gerne, så lang tid, vi lader stå til, kan denne historie blive virkelighed, før vi aner det...."






Blarhh! Seriøst, det lort er jo så ringe. Man kan nærmest høre den sagte melankolske musik i baggrunden, som er blevet spillet mens teksten blev skrevet. 



Tillad mig...


Året er 2015 - d. 7. september

Karsten er netop kommet hjem fra arbejde. Det har været et lang dag for ham i lastbilen. 
De lettere forvaskede overalls, som strammer lige lovlig meget om rundingen om maven og hoftepartiet, er varme. Karsten har svedt i dag. Det klør i skridtet på ham. Så han trykker selerne op og trækker bukserne af.
Bag på hans koboltblå tangatrusser kan man tydeligt se, hvor varmt han har haft det. Et par fugtplamager under ballerne afslører hans kropstemperatur. 

Karsten går ud mod køkkenet, mens han med den ene hånd klør sig i revnen og med den anden hånd retter tissemanden og nosseposen på plads. Han åbner køleskabet og tager sig en iskold Sloths-pilsner. Faktisk for kold, for termostaten i hans køleskab har det ikke for godt.

Psszzzz, siger det, da hans store pegefinger får fat om ringen på dåsen og åbner for de brusende dråber. Han fører dåsen op, lægger nakken tilbage og hælder halvdelen ned i det tørre svælg. 
En klat wienerbrød med en rest remonce vrister sig løs fra den knækkede kindtand og forsvinder med ned sammen med øllen.

Karsten er i dårligt humør. Og han føler en trang til at lade tankerne glide ned på sin computerskærm. Drømmen om at blive freelancer-journalist (autodidakt, men det er lige meget, mener Karsten. Journalist-uddannelsen er blot et stykke papir og lidt for mange unødvendige år på skolebænken) hos "Den Korte Avis" er stadig et stort mål for ham. Så med jævne mellemrum sender han en tekst ud på Facebook, som han håber på bliver et stort viralt hit og som kan få avisen til at få øje på ham. 
På trods af flere hundrede tusinde delinger af hans "Mor, hvorfor må jeg ikke få frikadeller i børnehaven?"-opslag, er han endnu ikke kommet helt så meget frem i søgelyset, som han gerne ville det. Men drømmer lever stadig. Og især på denne sensommerdag.

For Karsten har fået nok. Det fik han på vej hjem fra arbejde, da han var omkring tanken for at købe en dåse tobak og en kasse cigaretfilter og en fransk hotter. Da han stod i køen og ventede, så han en overskift på Ekstra Bladets spiseseddel. "Muslimerne vandrer på motorvejen", stod der. Og Karsten behøvede slet ikke læse artiklen for at vide, hvad det i virkeligheden handlede om:

Danmark er under et langstrakt terrorangreb. Muslimerne er kommet! Og de vil besætte vores land.

Karsten henter endnu en øl og sætter sig i sofaen og tænder computeren. Mens den starter op, har han tid til at rulle sig lidt proviant. Med den ene hånd, fejer han tobaksfnuller (og kagekrummer og birkes fra franskbrødet) ned i sin anden hånd og lirker det over i cigaretrullemaskinen. 

Swip swip...lyder det 40-50 gange. Hver cigaret bliver stampet ned i marmormorbordpladen, inden de bliver lagt sirligt ned i de to plastikhylstre, hvor låget er knækket delvist af den ene og hvor der på det andet hylster er en slidt klistermærke med teksten: "Kronprinsen gør det også".
Karsten tænder en smøg, tager en slurk og derefter et sug, hoster igennem og rejser sig og går hen til sit midi-anlæg for at sætte lidt inspirationsmusik på, så han er klar til det, som han mener bliver hans endelige gennembrud. Og da tonerne af Nana Mouskouris "My danish Collection" flyder ud i den 64 kvadratmeter store lejlighed, lader han fingrene glide over tasterne. Alle to. 

" I et Dansk hjem, med tildækkede vinduer, findes et lille grantræ frem, med smukke grønne nåle, der dufter skønt af skov og Jul, jeg ser med tårefyldte øjne på det, og tager min lille sønnesøn Jens på 4 år på skødet...."

Karsten bliver overvældet over sig selv og kan bare mærke, at dette bliver hans svendestykke.  "Ja...glæd dig til at handle ubemærket hos Kiwi i morgen, Karsten. Det bliver den sidste dag, hvor du glider i med mængden. Nu skal man jo til at tænke over, at fremmede mennesker interesserer sig for alt du putter i din kurv", siger han til sig selv og smiler, mens han tørrer en tåre væk, som triller stolt ned over hans kind. 

"Only love can make a memory.
Only love can make a moment last.
You were there and all the world was young"


...Nanas stemme flyder ud af højtalerne, den anden øl er blevet til en tredje og mellem de nikotingule fingre, holder Karsten en glemt cigaret, som har opnået en hidtil uset lang aske, som om få sekunder vil dale ned og lande i gulvtæppet, der heldigvis i forvejen er grånistret. 

Men Karsten er i et flow. Han føler næsten hans sjæl er gledet ud af "Balle VVS og tømrer A/S"  fleecetrøjen og at han befinder sig i fremtiden. Den fremtid, som han frygter så meget. Når muslimerne har overtaget Amalienborg og Christiansborg og når det eneste kød i køledisken er oksekød, lammekød, kyllingekød og tofu. Alt sammen halalslagtet. Også tofu'en, for Karsten er ikke helt klar over hvad det er, men det er "denondelyneme helt sikkert noget burkapis".


9 øl og 14 cigaretter senere er teksten færdig. Nu mangler han blot at få vedhæftet et billede af et Dannebrogsflag med en forbipasserende svane, inden den kan sendes i æteren. 














3 kommentarer:

  1. Det er jo super lækkert skrevet! Og her refererer jeg selvfølgelig til den anden del. Første del - not so much, selvom den da også har en vis "charme" over sig.

    SvarSlet
  2. Kan du ikke lave en føljeton om Karsten?

    SvarSlet